Bakkegården har siden august 2014 arbejdet målrettet på, at løfte opgaven som demenscenter.
Tom Kitwood
Vi arbejder ud fra psykolog Tom Kitwoods tanker om personcentreret omsorg - dvs. at se mennesket før sygdommen.
Det er vigtigt, at vi ud over kendskab til sygdomsbilledet også ser på den svækkelse, der sker af de psykosociale behov. Derfor arbejder vi også med:
- Livshistorie og identitetsbærende værdier.
- Meningsfuld beskæftigelse.
- Inklusion i et genkendeligt miljø.
- Tilknytning til relationer og miljø.
- Trøst og tryghed.
Kitwoods tanker/filosofi er styrende for, hvordan vi opkvalificerer alt personalet løbende.
Eden Alternative
Vi arbejder derudover med Eden Alternative principper om i et plejemiljø at mindske og eliminere de 3 plager:
Hjælpeløshed, kedsomhed og ensomhed.
Eden tankegangen bygger på Tom Kitwoods tanker og supplerer med at inddrage natur, børn og dyr.
Bakkegården er i 2020 blevet et Eden-godkendt hjem.
Vision
Disse tanker er hele tiden styrende for arbejdet på Bakkegården og for, at vi kan efterleve vores vision
"At skabe et hjem, hvor livet er værd at leve" i et miljø, der mindsker og eliminerer hjælpeløshed, kedsomhed og ensomhed.
Midlet mod hjælpeløshed er meningsfuld beskæftigelse. Dette er muligt, når vi inddrager beboeren i alle hverdagens gøremål.
Midlet mod ensomhed er kærlige relationer.Beboerne skal have en let og naturlig adgang til relationer med mennesker og kontakt til dyr i hverdagen.
Midlet mod kedsomhed er hverdagslivets variation og spontanitet. Dette er muligt, når vi skaber omgivelser, hvor der er øje for spontanitet og inddragelse og oplevelser.