Gladsaxe Erhvervskvarter er beliggende centralt i Kommunen og dækker et areal på ca. 1,7 km2. Kvarteret rummer ca. 625 boliger og ca. 1.200 beboere. Der er ca. 425 virksomheder og omkring 17.800 ansatte.
Kvarteret afgrænses af Hillerødmotorvejen mod sydvest, Høje Gladsaxe kvarter mod syd og mod øst støder kvarteret op til Gladsaxe Idrætscenter og Søborg Kvarter.

Kortet viser Gladsaxe Erhvervskvarter. Flere af kvarterets kvaliteter og karakteristika er fremhævet. Samtidig har vi valgt at fremhæve to attraktioner i området, Mørkhøjgård og Dyrups Æblelund. Du kan læse mere om attraktioner, beskrivelser af kvarteret mv. i den følgende beskrivelse.
Gladsaxe Erhvervskvarter er kommunens ældste Erhvervskvarter. Området er præget af mangfoldighed med blandet erhverv for både store og små virksomheder, en del kontorfællesskaber, produktion og servicevirksomheder, detailhandel med pladskrævende varer samt diverse øvrige funktioner som uddannelsesinstitutioner og boliger. Området tiltrækker hver dag mange pendlere, som arbejder i Erhvervskvarteret, men bor udenfor kommunen.
Motorring 3 gennemskærer erhvervsområdet og deler det i et større sydligt- og et mindre nordligt område. Med udviklingen af Tobaksbyen og et kommende lokalcenter er den nordlige del af området på vej til at blive et mere blandet byområde, hvor den sydlige del i højere grad har fastholdt sin egenskab af erhvervsområde. I 2011 blev der vedtaget en helhedsplan for området som grundlæggende bygger på en vision om at fastholde mangfoldigheden i kvarteret med vekslende anvendelser og grundstørrelser. Langs motorring 3 og centreret omkring de kommende letbanestationer, går bebyggelsesprocenten helt op til 250 procent med mulighed for at bygge i op til 10 etager. Mulighederne for intensiv fortætning aftager gradvis jo længere væk man kommer fra letbanen. På nuværende tidspunkt er der opført to høje byggerier ud mod motorring 3; Company House i 10 etager og Møbelfabrikken der trapper op fra 4 til 9 etager.
Historie
Gladsaxe industrikvarter blev etableret i 1930’erne. Det var det første og største erhvervsområde i Danmark. Efter Anden Verdenskrig blev også området øst for Gladsaxe Møllevej udlagt til erhverv og efterfølgende blev Gladsaxe Trafikplads anlagt for at sikre transport for de mange nye medarbejdere. (KP Atlas)
Tobaksbyen
Nord for Gladsaxe Ringvej findes bydelen Tobaksbyen, som i dag er et blandet bolig- og erhvervsområde. Her lå Tobaksfabrikken, som fra 1951 og frem til 2011 var Danmarks største tobaksproducent. Nu er de historiske bygninger en del af rammen for den blandede bydel med ejerboliger, studieboliger, fitnesscenter og erhverv.
Mørkhøjgård
I kvarterets sydlige del på, Mørkhøj Bygade 19, findes Mørkhøjgård, som er kommunens eneste fredede bygning. Fredningen fra 1950 omfatter selve hovedbygningen og de sammenbyggede sidefløje mod gården. Mørkhøjgård var en af kommunens hovedgårde og ejede en overgang nabogårdene Pilegård og Gyngemosegård. Siden gården tilbage i 1180 blev skænket til biskop Absalon af Valdemar den Store, er gården brændt mindst tre gange. I dag fremstår gården stort set, som den så ud ved sin genopførsel i 1836.
Gladsaxe Trafikplads og Gladsaxe Ringvej
Gladsaxe Industrikvarter er et af landets ældste industrikvarterer. Det blev udlagt allerede i 1936 af et fremsynet sogneråd. I 1940´erne og især i anden halvdel af årtiet flyttede mange virksomheder til det nye kvarter. Kvarteret lå godt for lastbiltrafik, men det var svært at få arbejderne transporteret derud. For at styrke bustrafikken i området, blev Gladsaxe Trafikplads anlagt i 1952. Gladsaxe Ringvej blev anlagt i løbet af 1953. Gladsaxe Ringvej fik sin afslutning ved Buddinge Rundkørsel, som blev anlagt i 1953-54. Med den nye trafikplads og ringvej, blev det muligt at få ordentlige busforbindelser til København, og endnu flere firmaer flyttede til Gladsaxe.
Det gamle Gladsaxe Industrikvarter var efterhånden fyldt, så i 1961 blev Gladsaxe Industrikvarter suppleret med Mørkhøj Industrikvarter. Gladsaxe Trafikplads fungerede stort set uændret frem til 1996, hvor den gennemgik en omfattende renovering. Når letbanen kommer, skal Gladsaxe Trafikplads være et trafikalt knudepunkt. Derfor bliver vejene gjort bredere, og krydset mellem Gladsaxe Ringvej og Gladsaxe Møllevej ombygges.
Der er ikke egentlige opholdsrum i kvarteret, men flere og flere steder bliver hjørner og forarealer anlagt til ophold. Kvarteret indeholder til gengæld to større private grønne arealer; henholdsvis Dyrups Æbleplantage, som på initiativ fra Gladsaxe Erhvervsby er blevet åbnet for offentligheden, og skoven ved Mørkhøjgård, som også forventes åbnet for offentligheden i løbet af et par år. Derudover rummer området kolonihaver, som ligeledes bidrager med et grønt udtryk.
Forbindelser
Gladsaxe Ringvej gennemskærer kvarteret og adskiller den nordlige del fra resten af kvarteret. Kvarteret er let tilgængeligt med adgang til både Gladsaxe Ringvej, Gladsaxevej og Gladsaxe Møllevej med adgang til Hillerødmotorvejen, Bagsværd Hovedgade og Bagsværdvej. Supercykelstien langs Hillerødmotorvejen skaber også en direkte adgang for cyklende til området, men kvarteret er præget af få overordnede veje og er tydeligt anlagt for biler. Ikke alle veje har cykelstier og nogle steder er fortovene meget smalle, så området lægger ikke umiddelbart op til at man transporterer sig til fods. Gladsaxe Erhvervskvarter får to letbanestop ved Gladsaxe Trafikplads og Gladsaxevej/Motorring 3.
Gladsaxe Erhvervskvarter skal udvikles til et moderne erhvervskvarter med bymæssige tilbud til områdets brugere. Den bæredygtige dagsorden skal afspejles i gadebilledet, med større fokus på mikromobilitet, grønne stræk og små lommer, der kan fungere som møde- og opholdssteder. Det stigende fokus på en levede by i en bæredygtig udvikling forventes at medføre en revision af helhedsplanen for Gladsaxe Ringby, hvor der vil blive kigget på infrastruktur og bebyggelsesprocenter. Der er mulighed for fortætning og udvikling omkring de fremtidige letbanestop ved Gladsaxevej og Gladsaxe Trafikplads.
Langs med Boulevarden (en strækning af Gladsaxe Ringvej) er der større udviklingsprojekter undervejs, som vil få betydning for områdets fremtidige fysiske udtryk. Et af projekterne er ungdomsuddannelsesinstitutionen, TEC, der ligger på Tobaksvejen, som skal udvide, da de øger elevantallet de kommende år. Området omkring Mørkhøj Bygade står også over for en transformation. Ønsket er at omdanne, den del af erhvervskvarteret, til en mangfoldig og levende bydel med bolig og erhverv.