Mørkhøj Kvarter har ca. 6.200 beboere fordelt på ca. 2.750 boliger. Kvarteret har et areal på omk. 1,3 km2 og er beliggende i den sydlige del af kommunen. Mod syd og sydøst grænser bydelen op til Københavns Kommune. Mod nordøst afgrænses området af Hillerødmotorvejen. Mod nord ligger Mørkhøj Erhvervskvarter og Motorring 3 afgrænser Mørkhøj kvarter mod vest.
Kvarteret er fuldt udbygget og består af en del åben-lav bebyggelse opført i 1930’erne, heriblandt enklaver af selvbyggerhuse i bungalow-stil. Mørkhøj består fortrinsvis af boligområder. Både åben-lav, tæt-lav og etageboliger.
Der er flere store almene boligforeninger i området. Heriblandt Pileparken, Torveparken, Torvegård og Mørkhøjvænget. De fleste af boligforeningerne er bygget i 50’erne. Kvarterets primære kerneområde, er samlet omkring Mørkhøj Kirke, Mørkhøj Bibliotek og Mørkhøj Skole, hvor der også er et lægehus, børneinstitution samt et seniorcenter. Det er politisk vedtaget, at der skal etableres en ny profillegeplads samt skabes en bypark mellem skolen, biblioteket og lægehuset.

Kortet viser Mørkhøj Kvarter. Flere af kvarterets kvaliteter og karakteristika er fremhævet. Samtidig har vi udvalgt to attraktioner i området, Mørkhøj Skole og den kommende profil legeplads. Du kan læse mere om attraktioner, beskrivelser af kvarteret mv. i den følgende beskrivelse.