"Sig mig, bor jeg der, hvor du arbejder, eller arbejder du her, hvor jeg bor?"
Dette er et godt spørgsmål hele tiden at have for øje for at huske, at vi arbejder der, hvor beboeren bor.
Ud over at have Tom Kitwoods og Eden Alternatives tanker og værdisæt som rettesnor, så kræver det også, at vi konstant har beboerne, familie og nære venner i centrum.
Bofællesskaberne har fast tilknyttet personale, og vi forsøger at planlægge med så stor kontinuitet som muligt i kontakten mellem beboer og plejepersonale.
Høj faglighed er meget vigtigt for os - at vi arbejder ud fra kendt viden i stedet for personlige synsninger.
For at understøtte arbejdet har vi også ændret på indretning af omgivelser og miljø, både inde og ude.
Ved at arbejde med personcentreret omsorg arbejder vi også på at vedligeholde og eventuelt øge beboernes evne til at klare mange ting i hverdagen, da det giver beboeren en bedre livskvalitet.
Med vores arbejdsmetode arbejder vi på at mindske brug af magtanvendelse. Derfor kan en beboer have lidt daggammelt skæg eller en trøje har vrangen udad, da vores 1. prioritet er beboernes velbefindende frem for at bruge magt, men vi prøver på forskellige måder og på forskellige tidspunkter af døgnet at få barberet eller give et bad mv.