Hvis du bliver generet af lugt, røg og støj fra virksomheder eller naboer kan Gladsaxe Kommune gribe ind. Hvis din henvendelse drejer sig om gener fra naboer, så husk, at generne ofte kan løses ved at tage en snak med dem. Naboen vil ofte hellere høre om problemet fra dig end fra os.
Du kan sende din klage til os ved at bruge vores Tip Kommunen. Som udgangspunkt vil vi altid kontakte dig og få flere oplysninger
Miljøafdelingen behandler sager om blandt andet:
- Lugt og støj fra virksomheder og forretninger
- Støj i forbindelse med levering af varer til virksomheder og forretninger
- Støjgener fra sportsanlæg og organiserede sportsaktiviteter
- Støjgener fra ventilationsanlæg, varmepumper og lignende anlæg.
- Støj, støv og vibrationer fra midlertidige bygge- og anlægsarbejder
- Lugt og røggener fra private fyringsanlæg – for eksempel oliefyr og brændeovne
- Lugt og støjgener fra private dyrehold – for eksempel høns og kaniner
For virksomheder er der faste regler for, hvor meget de må støje i omgivelserne, alt efter om virksomheden ligger i et erhvervsområde eller et boligområde.
Miljøafdelingen kan ikke behandle klager over;
høj musik og støjende adfærd fra privatpersoner.Her henviser vi til Københavns Vestegns Politi
eller støj fra daginstitutioner, skoler og lignende aktiviteter som foregår i dagtimerne.
Når du skal etablere en varmepumpe (luft til luft eller luft til vand) på din grund, skal du placere varmepumpen, så den ikke generer dine naboer.
Hvis vi i kommunen får en berettiget klage over støj fra din varmepumpe, kan vi give dig et påbud om, at du skal dæmpe støjen. Hvis det ikke er muligt at dæmpe støjen tilstrækkeligt, kan det blive nødvendigt at flytte varmepumpen, slukke den om natten, eller du kan blive nødt til at anskaffe dig en ny varmepumpe, der ikke støjer for meget.
Læs mere om varmepumper og få gode råd til placering m.m.
Ved akut forurening:
RING 112 og oplys
• Hvad der er sket
• Hvor det er sket
• Hvornår det er sket
• Dit navn og telefonnummer
Fyr fornuftigt i din brændeovn
Ild i brændeovnen eller i pejsen skaber varme og hygge, men det er vigtigt, at du fyrer korrekt. Røgen kan både være til gene for dine naboer, påvirke dit indeklima, men også være en kilde til luftforurening, da røgen kan indeholde skadelige partikler. Indholdet af skadelige partikler afhænger af, hvor rent og tørt træet er, og hvor god forbrændingen er. Du kan nemt og enkelt reducere partikelforureningen fra din brændeovn eller pejs med disse fire råd om korrekt fyring.
1) Tænd op fra toppen
Læg de store stykker i bunden og optændingsbrændet ovenpå, og lad ilden brede sig nedad.
Ved optænding fra toppen udledes der 50-80 % færre partikler i optændingsfasen i forhold til den traditionelle optænding fra bunden. Du opnår en bedre forbrænding og får mere energi ud af brændet.
2) Brug tørt træ
Brug kun rent og tørt træ – vådt træ giver dårlig forbrænding og meget røg. Fugtigheden i træet skal være under 18 %. Hvis du er i tvivl om hvorvidt, at dit brænde er tørt nok, kan du købe en fugtmåler, som kan vise dig, hvor tørt træet er. Lad dit brænde eftertørre et par dage i stuen, inden du fyrer med det.
Fyr ikke med affald for eksempel reklamer, magasiner, mælkekartoner, pap, lakeret eller malet træ eller imprægneret træ - det er ikke tilladt.
3) Giv din flamme luft
For lidt luft til flammer giver mange sundhedsskadelige partikler i røgen. Åben derfor helt op for luftindtaget, når du tænder op. Tænd op med pindebrænde eller optændingsblokke så ilden hurtigt kan få godt fat. Når flammerne har fat og er blålige, kan du skrue ned for luftindtaget. Du skal dog ikke skrue længere ned for luftindtaget, end at træet fortsat brænder med flammer. Fyr lidt ad gangen og brug ikke for store stykker træ.
4) Tjek din (usynlige) røg
Tjek røgens farve fra skorstenen, røgen skal næsten være usynlig 15 minutter efter optænding. Hvis der er for meget røg, og det lugter grimt, gør du sandsynligvis noget forkert.
Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside om brændeovne.