Byrådet er valgt af kommunens borgere til at lede Gladsaxe Kommune. Byrådets arbejdsform er møder, hvor man behandler spørgsmål, som på forhånd er sat på dagsordenen, så politikerne kan forberede sig. Byrådet træffer herefter beslutning i større eller principielle sager, der har betydning for kommunen.
Byrådet mødes ca. en gang om måneden på Gladsaxe Rådhus, og du kan altid overvære den åbne del af mødet. Mødet ledes af borgmesteren. Er du interesseret i at overvære et byrådsmøde, kan du finde datoer for byrådsmødet her.
Alle kommuner har en styrelsesvedtægt, hvori man kan se hvordan kommunen styres. Her skal der være fastsat regler for, hvor mange medlemmer der er i Byrådet, hvilke opgaver borgmesteren har, hvilke udvalg, der skal nedsættes osv.
Kommunen styres i øvrigt efter reglerne i lov om kommunernes styrelse.
I Byrådets forretningsorden findes regler for hvordan Byrådet afholder møder. Forretningsordenen fortæller f.eks. hvordan man som byrådsmedlem stiller spørgsmål, stemmer eller fremsætter ændringsforslag.
Gladsaxe Byråd har vedtaget et sæt retningslinjer for, hvordan spørgetiden forud for det første punkt på Byrådets dagsorden afvikles. Reglerne er til for, at spørgsmål både stilles på en måde, hvor der kan svares så korrekt som muligt og på en måde, der også er tilgængelig for dem, der ikke har kendskab til baggrunden for spørgsmålene.
1. Forud for første punkt på dagsordenen til hvert ordinært offentligt byrådsmøde afsættes spørgetid på maksimalt 30 minutter.
2. Alle med tilknytning til Gladsaxe Kommune kan stille spørgsmål enten skriftligt eller mundtligt til Byrådet eller et af medlemmerne. Rettes spørgsmålet til Byrådet, afgør borgmesteren, hvem der skal besvare spørgsmålet. Udover den, der besvarer det stillede spørgsmål, kan også andre medlemmer af Byrådet få ordet for korrigerende eller supplerende udtalelser.
3. Skriftlige spørgsmål skal være Byrådet i hænde senest kl. 12 ni dage før det offentlige byrådsmøde, hvor de ønskes besvaret.
4. Mundtlige spørgsmål skal være korte, og skal normalt kunne fremsættes på et minut og besvares på to minutter. Herudover kan der gives tid til en kort replik og duplik. Spørgerne skal inden mødets begyndelse indskrive sig på en fremlagt liste.
5. Spørgsmålene skal have relation til kommunale forhold og bør være af almen interesse for kommunens borgere. Ansatte i Gladsaxe Kommunes tjeneste kan ikke stille spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår på kommunens arbejdspladser. (Sådanne spørgsmål må rejses efter gældende regler herom). Spørgsmål, der har relation til sager, som er optaget på dagsordenen, henvises til besvarelse i forbindelse med behandlingen af den pågældende sag. Der gives i sådanne tilfælde ikke mulighed for replik og duplik. Spørgsmål, der kan besvares af den kommunale administration, henvises hertil. Spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares, henvises til besvarelse på næste byrådsmøde. Spørgsmål, der indeholder sigtelser, afvises. Det samme gælder angreb på borgere eller fraværende byrådsmedlemmer.
6. Spørgetiden ledes af borgmesteren, som også afgør tvivlsspørgsmål om forretningsordenen. Er et byrådsmedlem utilfreds med borgmesterens afgørelse, kan medlemmet efter mødet forlange, at spørgsmålet tages op til afgørelse på det næste byrådsmøde, men må indtil da følge borgmesterens fortolkning.
Medlemmer af Gladsaxe Byråd modtager vederlag for deres politiske udpegning i henhold til kommunestyrelsesloven og vederlagsbekendtgørelsen. Reglerne for vederlag er nærmere fastsat i Gladsaxe Kommunes vederlagsregulativ, der reguleres årligt i januar og april måned.
Du kan læse mere om hvad vederlagsregulativets satser betyder i praksis, og hvilke vederlag byrådsmedlemmerne aktuelt modtaget.
Læs mere om Gladsaxe Kommunes vederlagsregulativ
Hvad indeholder vederlagsregulativet
Vederlagsregulativet indeholder satser for byrådsmedlemmernes faste vederlag, tillægsvederlag, udvalgsvederlag, formandsvederlag og tillæg til 1. viceborgmester. Derudover indeholder regulativet satser for diæter, godtgørelse ved rejser og transport samt satser af skattemæssig betydning.
Vederlagsregulativer baserer sig på kommunestyrelsesloven og vederlagsbekendtgørelsen, der fastsætter rammerne for vederlagenes størrelse. Byrådsmedlemmernes vederlagssatser er derfor fastsat ved lov.
Gladsaxe Byråd kan dog fastsætte fordelingen og størrelsen på formandsvederlag og udvalgsvederlag indenfor en maksimal økonomisk ramme på 315 % af borgmesterens løn.
Satserne reguleres årligt i januar og april måned, og Gladsaxe Kommunes vederlagsregulativ opdateres derfor løbende to gange årligt.
I januar reguleres diættakster, skattesatser og godtgørelser og i april reguleres de øvrige vederlagssatser. Reguleringen sker på baggrund af satsreguleringer udmeldt af Moderniseringssstyrelsen, Økonomi- og Indenrigsministeriet og SKAT.