Bagsværd Kvarter har ca. 8.200 beboere fordelt på ca. 4.200 boliger. Kvarteret er omkring 2,6 km2 stort og grænser op til Hareskoven og Bagsværd Sø. Mod nord ud til Bagsværd sø findes Aldershvile Slotspark. Boligerne i Aldershvileområdet har store grunde og bebyggelsen er overvejende åben-lav med grønne boligveje. Bagsværd Bymidte er kvarterets handelsmæssige centrum ved S-togstationen. Bymidten er domineret af etageboliger, to højhuse ved hovedgaden, samt tæt-lav boligbebyggelse. Boligbebyggelserne Bindeleddet, Poppelkrogen, Hyrdeparken og Søndergård Park er udpeget som værdifulde kulturmiljøer i kommuneatlasset og i kommuneplanen.
I kvarteret er der også en lang række kommunale tilbud og arealer udlagt til offentlige formål. I 2013 åbnede den helt nybyggede skole, Bagsværd Skole. I kvarteret ligger også Bagsværd Kostskole og Gymnasium, en kombineret kost- og dagskole. Ved siden af Bagsværd Kirke ligger Bakkegården, der er er et plejehjem med demensboliger. Mellem Bagsværd Hovedgade og jernbanen findes Bagsværd Stadion. Der er flere fodboldbaner, løbebaner, atletikfaciliteter og en sportscafe.

Kortet viser Bagsværd Kvarter. Flere af kvarterets kvaliteter og karakteristika er fremhævet. Samtidig har vi valgt at fremhæve to attraktioner i området, Bagsværd Kirke og Aldershvile Slotspark. Du kan læse mere om attraktioner, beskrivelser af kvarteret mv. i den følgende beskrivelse.
Bagsværd, den bare jordoverflade
Navnet, Bagsværd, kendes helt tilbage fra 1186, hvor det optrådte i formen Barsuerthe. Navnet menes at være sammensat af adjektivet ’bar’ og referere til ’skovløs’ og det gammeldanske substantiv ’swærth’, der bl.a. betød ’jordoverflade’. Bagsværd formodes derfor at betyde ’den bare jordoverflade’.
En kort fortælling om Bagsværd Kvarters historie
Christian 4. har haft stor betydning for Bagsværd, da han lod Frederiksborg Landevej anlægge gennem området. Landevejen medførte, at en landsby blev dannet med bl.a. en kro og en smedje. I 1850 menes Bagsværd at have bestået af 15 gårde og 577 indbyggere, hvoraf mange var jordløse. I 1906 fik Bagsværd egen togstation, på togstrækningen København/Lygten til Slangerup. Jernbanen betød, at indbyggertallet i Bagsværd voksede betydeligt, og byen udviklede sig kraftigt. Ved jernbanen voksede en egentlig by op med gode handelsmuligheder. Samtidig blev Bagsværd Skole, Bagsværd Kostskole og Hareskov Kuranstalt opført omkring 1906-1908. Der blev også basis for at oprette elegante spisesteder som restaurant Søpavillonen samt mere jordnære steder som Nybro Kro. Fra 1913 blev det ligeledes muligt at sejle på Bagsværd Sø med Bådfarten. Området omkring Bagsværd Sø blev hurtigt eftertragtet, og mange rige københavnere fik etableret sommerboliger langs søbredden.
Ved folketællingen i 1921 var der 1.424 indbyggere i Bagsværd, og allerede i 1930 var indbyggertallet vokset til 2.095. I 1930 havde Bagsværd fået endnu en station, Skovbrynet Station. I årene efter 2. Verdenskrig blev bebyggelsen Søndergård Park opført af Gladsaxe almennyttige Boligselskab. Novo Nordisk købte 130.000 m2 jord ved Smørmose i 1955, hvilket betød, at der kom mange industriarbejdspladser til byen, og et helt industrikvarter voksede op ved Krogshøjvej og Vadstrupvej. I 1960érne blev der bygget større etageejendomme i området, da bl.a. de mange industriarbejdspladser skabte et behov for flere boliger. Et eksempel på dette er de to private punkthuse på Bagsværd Hovedgade fra 1969.
Bagsværd Bymidte
Byrådet har den 18. april 2018 vedtaget en Helhedsplan for Bagsværd Bymidte, ud fra målene om at;
- At styrke Bagsværd Bymidte som centerområde og indkøbssted for borgerne i Bagsværd, så det i højere grad bliver muligt at handle lokalt.
- At udvikle Bagsværd Hovedgade til bymidtens hovedstrøg og forstærke karakteren af en bymæssig handelsgade.
- At sikre en levende bymidte med boliger, så der også er liv i bymidten, når butikkerne er lukket.
- At udvikle bymidten som mødested og ramme om et aktivt, rekreativt byliv.
- At bymidtens udvikling understøtter udviklingen af det ny bykvarter Bagsværd Bypark og herunder sikrer en attraktiv forbindelse fra Bagsværd Station gennem bymidten til det kommende hovedstrøg i Bagsværd Bypark.
Realisering af Helhedsplanen for Bagsværd Bymidte er en længerevarende proces, der vil strække sig over flere år. I 2018 blev der afsat 4. mio. kr. til tiltag i år 2018, der blandt andet er blevet brugt til at lave en begrønning omkring År 2000 Pladsen og Bindeleddet/Vadstrupvej. Gennemførelsen af den resterende del af helhedsplanen kræver, at der afsættes midler i det kommunale budget. Derudover er der en del andre projekter, der påvirker realiseringen, som fx det kommende klimaprojekt i Bymidten. Gennemførelsen af helhedsplanen påvirkes også af en række andre projekter i området som eksempelvis det kommende klimaprojekt i Bymidten. En realisering af helhedsplanen kræver desuden visse steder, et samarbejde med grundejere og detailhandel. Læs mere om Bagsværd Bymidte.
Ringbo
Ringbo er en større bebyggelse, der ligger i Bagsværd Kvarter på Granvej på et areal mellem Hillerødmotorvejen og Vadstrupvej. Bygningen er opført som et stort sammenhængende cirkulært anlæg, der omkranser et stort fælles parkrum. Ringbo blev tegnet og opført fra 1961-1963 af Københavns stadsarkitektkontor af arkitekterne Frederik Christian Lund og Hans Christian Hansen. Landskabet er tegnet af landskabsarkitekt Georg Boye. Ringbo blev bygget som et psykiatrisk plejehjem, bestående af 12 bygninger i en rundkreds, samt yderligere otte administrative bygninger placeret ved områdets indgang. Der er kælder under hele den 500-600 meter lange bebyggelse. Kælderen blev oprindeligt bygget som beskyttelsesrum i koldkrigstiden, med yderligere funktioner som affaldssortering og fysioterapi. Da det var tiltænkt, at beboerne skulle bo i Ringbo på livstid, var der også operationsstuer, obduktionskammer og ligkølerum samt kapel. Hele Ringbo har været anvendt som botilbud for socialpsykiatriske patienter for Københavns Kommune.
Rostadion
Danmarks Rostadion på Bagsværd Sø er Danmarks travleste rostadion. Der afvikles ca. 8 regattaer om året, og Team Danmarks træning af talenter indenfor både kano- og kajak foregår blandt andet her. Til rostadion hører en tribune og et dommertårn placeret ved stadionets målområde, beliggende helt op til den sydlige del af Hareskoven.
Søndergård Park
Søndergård Park består af kamhuse/rækkehuse med tilhørende haver. Bebyggelsen blev opført i perioden efter Anden Verdenskrig, hvor Bagsværd blev kraftigt udbygget. Søndergård Park er tegnet af arkitekterne Poul Ernst Hoff og Bennet Windinge, og byggeriet omfatter bl.a. 69 to-etages rækkehuse, der ligger i otte rækker. Søndergård Park blev det første enfamiliehusbyggeri, som blev opført til udlejning. Ibsvej udgør en form for hovedgade, der går fra Bagsværd Hovedgade og snor sig gennem bebyggelsen, hvor husene ligger samlet i grupper med en bred grønning i midten. Bebyggelsens store grønne fælled er tiltænkt som samlingssted for beboerne. Husene er bygget i en kubistisk form, der henviser til 30'ernes funktionalistiske formsprog. Husene er opført i gule håndstrøgne mursten, og der er gule teglsten på taget.
Bagsværd Kirke
Bagsværd kirke, tegnet af Jørn Utzon i 1976, er et hovedværk i nyere dansk kirkearkitektur. Formsproget er enkelt og stramt, med en facade af glatte, hvide betonfliser, men kirken er kendetegnet ved dens indre smukke skulpturelle loft, som giver kirkerummet et helt særligt lys og en bemærkelsesværdig lyd.
Bagsværd Sø
Bagsværd Sø er en del af Mølleå-systemet, som strækker sig fra udspringet i området vest for Bastrup sø ved Roskilde Fjord til udløbet ved Øresund. Under sidste istid, har smeltevandets strømme under isen dannet lange tunneldale i den nordvestlige del af Københavns omegn. Både Bagsværd Sø og Lyngby Sø har fungeret som mølledamme, siden de første møller blev anlagt i Lyngby for omkring 1000 år siden. Det har senere i 1300-1400-tallet ført til en vandstandsstigning på 1-1,5 m i Lyngby Sø og Bagsværd Sø.
Med Bagsværd Sø har Gladsaxe Kommune et af hovedstadens største sammenhængende vandområder. Søen er på 121 ha, men ikke særlig dyb. Middeldybden er 2 meter, og den maksimale dybde er på 3,5 meter. Bagsværd Sø er en næringsrig sø, der før i tiden har været udsat for stor næringspåvirkning. I dag er der tegn på forbedring af vandkvaliteten, og de beskyttede Hvinænder yngler ved søen.
Aldershvile Slotspark
Aldershvile Slotspark indgår i fredningen af Bagsværd Sø og Lyngby Sø med omgivelser fra 2013.
Aldershvile slotspark har været offentlig park siden 1927. Oprindeligt blev slotsparken anlagt i 1780 i romantisk eller landskabelig havestil, med forbillede i det engelske landskabsmaleri fra midten af 1700-tallet. Slottet blev bygget i 1782 af Theodor Holmskjold. Slottet var beboet af Angelica Ewans, kaldet grevinden af Bagsværd, da det nedbrændte i 1909. I 1973-1976 blev ruinerne sat i stand og fredet som fortidsminde. Dele af Aldershvile Slotspark er nu beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.
Slotsparken har både en større park med græsarealer og store træer samt naturområder med løvskov, der krydses af ældre drænkanaler. Langs Bagsværd Sø findes et skovområde med fredskovspligt. På plænen i slotsparken, under nogle gamle bøgetræer er et overdrevsområde på sur bund. Denne naturtype er udpeget af EU som særligt bevaringsværdigt.
Ved parkeringspladsen til den fredede Slotspark, er der i vinteren 2019 rykket et stendige ud til vejen. Man har således omlagt en stribe vejrabat til ”Vild Med Vilje”-bed. Bedet ligger lige op ad skoven, og tanken er at lade det nye bed stå råt hen og se, hvilke arter der indfinder sig af sig selv i løbet af det første år.
Bagsværd Søpark
Bagsværd Søpark er 7.5 ha og blev fredet i 2007. Søparken blev anlagt ved en sammenlægning af villahaver ved Bagsværd Søs bred, i forbindelse med anlægget af Bagsværdvej. Området blev fredet første gang i 1952. Siden begyndelsen af 1900-tallet har der været gartneri ved Bagsværd Søpark, der hvor Aldershvile Planteskole ligger i dag.
Bagsværd Søpark har et mindre område med ellesump, kaldet Elletrekanten, som har høj biologisk værdi. Den naturlige udvikling for sumpen er omdannelse til løvskov. Derfor plejes Elletrekanten til tider ved at holde trævæksten nede for at bevare det værdifulde område. Det øvrige areal har en parklignende karakter med mange typiske haveplanter, som er rester fra de tidligere haver. Flere steder i Aldershvile Slotspark arbejdes der med ”Vild Med Vilje” for at fremme biodiversiteten i kommunens parker og naturområder.
Kvarterets kvaliteter med overvejende åben-lav bebyggelse og grønne boligveje skal bevares. Selve bymidten og oplevelsen af Bagsværd Hovedgade som handelsgade skal styrkes. Der er mulighed for at udvide detailhandelsarealet, og der arbejdes på at gøre bymidten mere grøn og levende.
Det er besluttet, at der skal placeres en ny skole på området, hvor Ringbo og Bakkeskolen ligger i dag. Området skal udvikles til et samlet nyt bykvarter, med skole, dagtilbud og idrætsfunktioner samt boliger. Visionen for området er at skabe et attraktivt nyt bykvarter, der skaber sammenhæng på tværs af Bagsværd, fra Værebro og til den resterende del af Bagsværd. Første skridt er at udarbejde en helhedsplan i 2022. Først herefter påbegyndes den videre planlægning af området. Samtidig ønsker Københavns Kommune, at etablerer et nyt botilbud på en del af Ringbo arealet.
Gladsaxe Kommune vil, ved hjælp af forskellige vandelementer, skabe et mere grønt kvarter. Samtidig er ønsket, at der etableres flere legepladser i kvarteret.
Der er en vision om at etablere et nyt rostadion ved Bagsværd Sø, der kan leve op til internationale krav. Ønsket er at opføre et nationalstadion, der blandt andet kan bruges af Team Danmark og kan bruges til VM i roning. Det er endnu uvist om planerne kan realiseres, men Gladsaxe Kommune arbejder for at få projektet realiseret i samarbejde med relevante parter.