Værebro Kvarter har ca. 4.350 beboere fordelt på ca. 1.880 boliger. Kvarteret er udbygget efter 1940 og dækker et areal på omkring 1.8 km2 på en meget attraktiv placering i kommunen mellem Hareskoven og Smør- og Fedtmosen.
Kvarteret indeholder to store boligområder, et åben-lav boligområde og etageboligbebyggelsen Værebro Park. Den vestlige del af kvarteret, der består af åben-lav bebyggelse med villaer, store grunde og grønne boligveje, er i dag fuldt udbygget.
Det andet boligområde udgøres af bebyggelsen Værebro Park. I tilknytning til Værebro Park er der legepladser, boldbaner, klublokaler, selskabslokaler mv. Værebro Park har eget butikscenter med en restaurant, pub, læge, tandlæge, frisør og dagligvarebutik.
I kvarteret findes også Værebro Bibliotek, Skovbrynet Skole, børnehuse og et større sportsanlæg i ABs baner. Bagsværd Svømmehal ligger også i Værebro Kvarter. I tilknytning til svømmehallen er opført baner til Obstacle Course Racing (OCR) – en slags forhindringsbane for voksne.
Kortet viser Værebro Kvarter. Flere af kvarterets kvaliteter og karakteristika er fremhævet. Samtidig har vi valgt at fremhæve to attraktioner i området, Bagsværd Svømmehal og ABs baner. Du kan læse mere om attraktioner, beskrivelser af kvarteret mv. i den følgende beskrivelse.