UNICEF - Børnevenlig By

I filmen fortæller Betina Byriell Larsen, der pædagogisk konsulent om Gladsaxe Kommunes arbejde med at certificere sig, som børnevenlig kommune i samarbejde med UNICEF.

Se, hvordan tre børnehuses pædagogiske tilgange og visuelle arbejdsmetoder får børnenes stemmer frem, så børnene får indflydelse på deres hverdag i børnehusene.

Introduktion

Gladsaxe Rådhuspark byder Betina Byriell Larsen velkommen og fortæller:

”Velkommen til Gladsaxe. Gladsaxe Kommune er en af de tre kommuner i Danmark, som er ved at certificere sig som Børnevenlig By i samarbejde med UNICEF. Målet med partnerskabet er, at børn og unge i højere grad skal have deres stemme frem. Det betyder, at de skal have mere indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet i kommunen.”

I Gladsaxe Kommune er symbolet på en Børnevenlig By en hånd, fordi der er fem hovedområder i handlingsrammen til at udvikle en Børnevenlig By.

Mens Betina Byriell Larsen fortsætter, ser man børn, som maler med oliefarver og kul, række en hånd i vejret én efter én.

”På Dagtilbud øver vi os i, sammen med børnene, at børnenes stemmer bliver hørt, og at de voksne lytter godt efter, hvad børnenes perspektiver er. Det kan hjælpe os voksne til at få inspiration til, hvad der faktisk har betydning for børnene i deres hverdagsliv. Det kan åbne for nye idéer og måder at være sammen på. Børnevenlig By skal skabe varige forandringer for børnene, så børnene oplever sig set, hørt og forstået. De skal opleve, at deres perspektiv skaber forandringer, og at de kan se og høre, at de voksne lytter, ser godt efter, og inviterer børnene til at anvende deres stemme, både med deres krop og med deres verbale sprog.”

Videoen besøger tre forskellige børnehuse i Gladsaxe, hvor pædagogerne har øvet sig i at arbejde med Mosaikmetoden, der giver et systematisk indblik i nul til seks-årige børns perspektiver på hverdagen i dagtilbuddet. Børnehusene og pædagogernes arbejder med Mosaikmetoden, mens Betina Byriell Larsen fortæller:

”Processen starter i det konkrete, hvor pædagogerne er nysgerrige på, hvordan udvalgte børn oplever deres hverdag. Derfra får vi indblik i, hvordan den samlede børnegruppe viser os, hvad der er betydningsfuldt. Det giver et solidt fundament for at skabe forbedringer i hverdagen i et samspil sammen med børnene.”

Der vises en grafisk oversigt med fem øer placeret i en cirkel. Hver ø har forskellige fokusområder, der er: Fokusøen, Indsamlingsøen, Analyseøen, Forandringsøen og Erfaringsøen.

Betina Byriell Larsen fortsætter:

”Metoden er illustreret som en rejse mellem forskellige øer. I filmen kan man se, hvordan børn bruger deres stemme ind i deres dagligdag, og hvordan de voksne lytter, er imødekommende og skaber mulighed for, at børnene får mulighed for at vælge og komme med idéer, vise vej og udtrykke sig.”

Børnehuset Paletten

Scener fra Børnehuset Paletten Børnehuset vises først udefra, hvorefter man ser børn i lege- og læringszoner i samspil med pædagoger.

Imens hører vi pædagogen, Vildana fortælle:

”I Børnehuset Paletten har de voksne været nysgerrige på, hvordan børnene i højere grad kan være med til at vælge kreative materialer, som de skal bruge, når de arbejder kreativt. De har omorganiseret deres skab, så de i højere grad har fået materialerne ned, så børnene nu kan se, hvad de kan vælge”.

En pædagog sidder på gulvet sammen med børnene, der er ved at vælge materialer, som de skal være kreative med.

”Okay, så kan du godt sætte dig op til bordet”, siger pædagogen til det ene barn, og fortsætter mens hun peger på glasskabet fuld af kreative remedier og spørger det næste barn, hvad det gerne vil male med.:

”Øøøh,” siger barnet og går helt over til skabet. Barnet tager en lynhurtig beslutning og peger ivrigt på den sorte farve på en farveladeplade og siger: ”Den!” Barnet kigger afventende på pædagogen, som svarer:

”Du vil gerne male med sort farve. Vil du gerne bruge en pensel eller vil du bruge noget andet?” Barnet peger igen på den sorte farve, hvorefter pædagogen anerkende siger: ”Du vil gerne bruge en sort farve. Okay, den finder jeg frem til dig.”

Mens pædagogen går videre til det næste barn, som skal vælge noget fra skabet, fortæller pædagogen, Vildana:

”De har anvendt mosaikbrikkerne som en visuel måde at vise børnene på, hvordan aktiviteter og materialer hører sammen. Pædagogerne har fået et indtryk af, at de i højere grad kan imødekomme børnenes ønske om, hvordan de ønsker at arbejde med de kreative materialer, og hvilke materialer børnene gerne vil komme til udtryk med."

Tilbage hos børnene og pædagogen ved skabet med kreative materialer, spørger pædagogen en af børnene:

”Kan du huske, vi lavede pindsvin ud af det sidste gang?”

I hænderne holder pædagogen en stor æske med materialer, som hun sætter på bordet, så børnene kan bruge den og fortsætter:

”Og Ella, du sagde, at du gerne ville bruge øjne.”

Ella kigger op og nikker. Afslutningsvist ser man børnene bruge de ting, de har valgt i skabet. Et barn bruger en pensel til at male sort farve på et papir; en anden klistrer øjne på noget, hun selv har samlet af papir og farverige fjer; og to andre børn har stukket små ruller farvet papir i nogle lerklumper, så de ligner pindsvin, og pædagogen, hun hjælper børnene til at bruge materialerne, som de har valgt.

Børnehuset Solstrålen

Scener fra Børnehuset Solstrålen Børnehuset vises udefra, hvorefter man ser børn sammen med pædagogen Sandie, som er ved at forberede dagens kreative fælles projekt.

“I børnehuset Solstrålen har pædagogerne øvet sig på, på hvilken måde, børnene, i højre grad, selv kan udtrykke og præsentere hvad de synes, der er interessant og spændende i forhold til det kreative element. Her har de voksne, i hørere grad, oplevet at de er blevet mere spørgende i deres hverdag, og nysgerrige på børnenes initiativ. De er afventende på børnene, hvad de synes er interessant. De har anvendt mosaikmetoden systematisk, til at være undersøgende på, sammen med en gruppe af børn, hvordan både voksne og børn kan skabe en hverdag hvor børnenes stemmer er højere end de var før.”

Sandie fortæller:

“I denne her uge, har i jo været med til at bestemme, hvad det er vi skal lave. I går bestemte vi at i skulle i gyngemosehallen sammen, og i dag, der er det Laura der har spurgt, om noget vi kunne lave. I dag er det Laura der får lov til at bestemme hvad vi skal lave. Så Laura får lov til at præsentere hvad det er vi skal. Kan du rejse dig op og sige det Laura?"

Laura siger: "Det er fordi, jeg har prøvet at lave sådan en her, jeg selv har lavet. Jeg har brugt otte fedtfarver. Vi har prøvet at lave sådan noge her før… Først brugte jeg fedtfarverne vi har, og så lagde jeg det kun på den ene side, og så lukker man bogen, lægger den ned og så hopper man på den. Og så kan man se, når man åbner den, og hvis man synes der ikke er nok, så kan man bare gøre det igen, eller lave mere farve på denne her side."

Nu vises de tre borde, hvor børnene skal arbejde.

Sandie fortæller: “På det ene bord, der kommer man til at kunne prøve det med akrylmaling, så er der et bord hvor man prøver det med vandfarver. Og så er der et bord, hvor man prøver med fedtfarver eller med kul. Det skal vi ind og prøve lige om lidt, og så bliver I delt ud i tre grupper."

Man ser, at børnene rejser sig glade og energiske og gå og løbe ind i rummet med de tre borde. Derefter ser man børnene tage forklæder på, nogle får hjælp og andre hjælper hinanden.

En Pædagog siger: “Nu bukker vi det her papir, se så får i sådanne et papir, og så kan i vælge en pensel, og sende dem videre. Og så er det vi skal male med vandfarver."

Et barn smiler og siger: "Nu maler jeg over det hele", samtidig med at en pædagog viser, hvordan man selv folder papiret, og hun siger: “og så skal i male på den ene side, med vandfarver."

Et andet barn siger “er det sådan her?”

Pædagogen siger: “ja det er rigtigt.”

Barnet siger: "OMG se her… "

Ved næste bord spørger Sandie:

“Hvad var det her, ved i hvad det er? Det er kul, så man kan bruge kun og så kan det komme til at se sådan her ud”.

Sandie viser et eksempel med kul frem.

“Eller man kan bruge de her farver”.

Sandie åbner en æske med fedtfarver og siger:

“Og så kan det komme til at se sådan her ud. Men til at starte med, i skal starte med at folde jeres papir på midten. Du skal starte med at folde dit papir," siger Sandie til et barn. "Du skal folde det godt ned. Det kommer til at få en rigtig rigtig skarp kant. Og kan i huske hvad vi så skulle?"

Et barns siger: "Så skal vi åbne dem."

Kameraet er kommet over til bordet med akrylmaling. En pædagog siger til Laura:

“Laura, du har fundet på, at vi skulle lave de her sommerfugle, og hvis man laver dem med maling, så kan de komme til at se sådan her ud. Der bliver vist et sommerfugle-eksempel lavet med akrylmaling."

Vi er tilbage til bordet med vandfarver, og vi hører en stemme sige “maler du nogle fine hjerter”.

Man ser børnene ved de forskellig borde og et barn siger:

“Jeg kom til at farve på begge sider”.

Sandie siger: "Så kommer vi til at se, hvordan det kommer til at se ud."

Man ser hænder, der tager fedtfarver og derefter børn. der hopper på tegningerne, som man skal, for at overføre farven fra den ene side til den anden side. Humøret er højt. En råber: "Jeg er færdig!" En anden råber: "Se Sandie!"

De åbner deres tegninger så man kan se resultatet. Også ved bordet med akrylmaling er flere færdige og viser resultatet frem.

Vi ser en masse børn, der er igang med at male og hoppe på papiret, der er foldet sammen. Flere børn viser deres tegninger og malerier frem.

En pædagog siger: “Wauw, prøv at se", da et foldet papir med vandfarve bliver åbnet.

Børnehuset Birkehaven

Scener fra Børnehuset Birkehaven Birkehaven vises udefra.

“I børnehuset Birkehaven har de voksne arbejdet med mosaikbrikkerne som visuelle metoder, sammen med de yngste børn, for at børnene har mulighed for selv at vise og pege på hvad de synes er interessant og meningsfuldt. De voksne oplever at de i langt højere grad er blevet nærværende med børnene. De visuelle brikker kan man se både inde og ude, og i de aktiviteter som børn er en del af. De oplever at børnene griber genkendelsen og at de visuelle billeder bliver en måde for børn at vise deres stemme på.”

Der bliver vist en masse eksempler med de visuelle brikker, sammen med kreativt arbejde men også sammen med bamse på gulvet. De tre børne sidder ved et bord og pædagogen Lita siger:

“Prøv at se her. Vi kan lige give bamse noget at spise. Han er også sulten. Tak for det siger bamse."

Pædagogen lægger en visuel brik på gulvet sammen med flere bamser og en bunke friske blade.

Vi ser de tre børn sammen med pædagogen…

Pædagogen Lita inviterer børnene til at være med i aktiviteten ved at synge:

”Bamse hopper rundt på grenen– hvor tror du han gemmer sig? Bamse han er fuld af ballade, hans sidder oppe på mit hoved, pas nu på han ikke falder ned. Bum”

Det ene barn sidder på gulvet og det andet barn står i baggrunden og er afventende på hvad der skal ske. Det tredje barn går lidt til og fra.

Lita gentager sangen imens hun bruger grenene til at koble aktiviteten med mosaikbrikken, så der skabes en genkendelig sammenhæng for børnene.

Lita synger igen og igen linjerne fra bamsesangen, og børnene begynder selv at vise at de ved hvad der skal ske – armenene over hovedet for at gribe bamse – grinene og spændte på at nu falder bamse ned….i bladende.

Bum så faldt han lige ned.

Lita gemmer bamse i bladende: "Der var Bamse jo!" Børnene griner. Lita siger, og viser med Bamse: "Så hopper han – hoppe hoppe hoppe." 

Lita inviterer Thor med, som fortsat er afventende. Han kommer stille og roligt med i legen, og til sidst tager han selv en bamse.

Afslutning

Afslutningsvis fortæller Betina:

"Tak fordi I så med på vores læringsrejse, som kun lige er begyndt. Tak til pædagogerne som er så engagerede og i gang med at lære sig mere. Det kræver stor faglighed at omsætte Mosaikmetoden – så det ikke kun bliver en metode, men bliver en del af den pædagogiske praksis. Vi ved at det har betydning for børns muligheder i livet, at vi som voksne, allerede i vuggestuen viser børnene, at vi gør os umage for, at de har en oplevelse af – at vi hører deres stemme, og at den har en betydning."