Arbejdet med anlæg af bede til plantning af 120 nye træer på Bagsværd- og Buddinge Hovedgade går nu i gang.
Gladsaxes borgere kan se frem til en markant grønnere hovedgade på strækningen mellem Buegården i Bagsværd Bymidte og Buddinge rundkørsel. Efter påske begyndte forberedelserne nemlig til, at der her kan blive plantet 120 nye træer på strækningerne. Første skridt er rydning af asfalt, udgravning og sætning af kantsten til de bede, som træerne skal stå i, inden de 120 træer kan plantes til efteråret.
- Selvom vi lige nu mest tænker på den alvorlige krise, vi står midt i, er det vigtigt også at holde fast i nogle af vores andre prioriteringer, nemlig at Gladsaxe skal være en grønnere by. Derfor glæder det mig, at vi nu er i gang med forberedelserne til at plante træer langs vores to store hovedgader, og jeg vil glæde mig til at følge når træerne bliver plantet her til efteråret, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Træplantning langs hovedgaderne sker som led i strategien ’Vores Grønne Gladsaxe’, som Gladsaxe Byråd vedtog i 2018. Målet er at styrke de grønne værdier og oplevelser i Gladsaxe. Og hovedgaden med 120 nye træer bliver fremover en grøn rygrad gennem byen.
Foto: Eksempel på vejtræer plantet i bede på Gammelmosevej