Støder du på udfordringer, når du færdes i Gladsaxe? ’Tip Gladsaxe’ gør det nemt at anmelde fejl og mangler.
Hvis du er en af de gladsaxeborgere, som har et handicap eller er gangbesværet, støder du måske på udfordringer, når du bevæger dig fra A til B i Gladsaxe. Det kan være, at du bruger e-scooter eller kørestol og finder det vanskeligt at komme forbi gravearbejder eller byggeprojekter. Men det kan også være på grund af manglende ramper eller meget skrånende vejbaner.
Hvis du oplever fejl og mangler, når du færdes i Gladsaxe, kan du bruge løsningen ’Tip Gladsaxe’. Det kan enten være via gladsaxe.dk eller en app, du downloader på din telefon eller tablet. På den måde kan du let og hurtigt anmelde fejl og mangler, som du observerer i dagligdagen.
Tip om stort og småt
Du kan tippe kommunen om stort set alt – lige fra huller i vejene og manglende belysning til fyldte skraldespande og manglende tilgængelighed i forbindelse med vejarbejde. Hvis det vurderes, at dit tip er akut, vil kommunen udbedre det med det samme. Andre tip kommer til at indgå i planlægningen af den daglige drift og vedligeholdelse.
Du må meget gerne sende et billede med, når du sender et tip, da det gør det lettere at vurdere problemets omfang og karakter.
Du kan læse mere om ’Tip Gladsaxe’ og downloade appen på gladsaxe.dk/tipgladsaxe
Hvis du ikke har mulighed for at bruge den digitale løsning, er du velkommen til at ringe til Gladsaxe Kommune på telefon 39 57 50 00.
Har du et akut opstået problem som for eksempel ledningsbrud eller manglende vand uden for normal åbningstid, kan du kontakte Novafos på telefon 44 20 80 00.