Gladsaxes samlede bæredygtige strategi for ny- og udbygning af dagtilbud er indstillet til Bygherreprisen 2022.
I motiveringen fremhæves, at Gladsaxe har en stærk bæredygtighedsstrategi for ny- og udbygning af dagtilbud i Gladsaxe Kommune.
Strategien har betydet, at i alt fem børnehuse i Gladsaxe er Svanemærket af MiljøDanmark, og de seneste to har med brugen af træ i stedet for beton i de bærende elementer ekstra lave CO2-niveauer. Yderligere fem svanemærkede børnehuse er på vej.
At et børnehus er svanemærket betyder, at det i alle dele af processen og i materialevalg er bygget med fokus på bæredygtighed, miljø og et godt indeklima, hvilket også afspejler sig i et energiforbrug, der er næsten det halve af almindelige børnehuses.
Bygherreprisen stiller skarpt på rollen som professionel bygherre. Den grønne bæredygtighed er det overordnede kriterie, og juryen har valgt at fremhæve fem projekter, der demonstrerer en ambitiøs og langsigtet tilgang til den miljø- og klimamæssige bæredygtighed, står der i pressemeddelelsen.
Prisen er blevet uddelt i alt 16 gange af Bygherreforeningen og Boligfonden Kuben til Building Awards, der løber af stablen hvert efterår.
Juryen skal nu i gang med bedømmelsesarbejdet, og snart vil de fem udvalgte bygherrer blive skåret ned til tre finalister, der skal dyste om prisen som Årets Bygherre.
Det vil blive offentliggjort den. 9. september, hvorefter alle har mulighed for at afgive en stemme på sin favorit.
Siden 2018 er følgende svanemærkede børnehuse åbnet: Børnehuset Elverdammen på Christianehøj, Regnskoven på Tjele Allé, Paletten i Mørkhøj Park og Børnehuset Grønnegården på Transformervej. I 2022 er Børnehuset Egedammen på Klausdalsbrovej åbent.
Snart åbner Børnehuset Svanen på Tobaksvejen, som ud over at være svanemærket også bliver verdens første cirkulære børnehus. Børnehuset bygges således delvist af genbrugte byggematerialerne fra den gamle Gladsaxe Skole. Yderligere fire svanemærkede børnehuse er på vej.
Læs mere om indstillingen og den videre udvælgelsesproces
Læs mere om Gladsaxes svanemærkede børnehuse