Gladsaxe Kommune har siden mandag 1. marts ringet til ældre borgere fra 85 år, som endnu ikke er blevet vaccineret, for at tilbyde vaccinationstider og hjælp til dem, som ikke selv kan bestille tid eller transportere sig.
På Region Hovedstadens prioriterede liste over, hvornår hvilke borgere skal vaccineres hvornår, er turen nu kommet til borgere over 85 år. Derfor har medarbejdere fra Gladsaxe Kommune siden mandag 1. februar ringet rundt til 1100 borgere i målgruppen for at sikre, at de borgere, der har brug for hjælp til tidsbestilling eller transport, får den hjælp, de har behov for, og for at få besat de første tider, som kommunen havde fået tilbudt torsdag i Region Hovedstadens fremskudte vaccinationsindsats.
Hurtigst selv at bestille tid
Det var ikke alle, der tog telefonen, da Gladsaxe Kommune ringede. Så hvis man er over 85 år og ikke selv er i stand til at bestille tid eller transportere sig til vaccination, og heller ikke kan få hjælp fra pårørende, er det fortsat muligt at ringe til Visitationen på hverdage klokken 9-14 på telefon 39 57 55 53 for at få hjælp.
Men i den seneste tid har Region Hovedstaden arbejdet ihærdigt på at gøre det nemmere at bestille tid, samtidig med, at der nu kommer flere vacciner til Danmark. Derfor opfordres alle fortsat til selv at bestille tid, da det vil være den hurtigste og nemmeste måde for den enkelte borger at blive vaccineret på.
Oplys aldrig personfølsomme oplysninger
Enkelte borgere har været usikre på, om det nu også var en medarbejder fra Gladsaxe Kommune, der ringede op. Gladsaxe Kommune beder ikke om personlige oplysninger i forbindelse med opkaldene, da kommunen allerede har de nødvendige CPR-oplysninger for at kunne tilbyde tid til vaccination. Så hvis man som borger får et opkald fra nogen, der beder om personlige oplysninger som CPR-nummer eller lignende, skal man som altid være på vagt og undlade at afgive den type oplysninger.