Gladsaxe Kommunes tilbud om energitjek hos erhvervslivet er på kort tid blevet taget godt imod og viser også, at der er gode penge at spare ved at skifte til energivenlige apparater.
Foto: Energikonsulent Dan Weibel ser nærmere på belysningen i en butik på Søborg Hovedgade.
De høje energipriser udfordrer alle, men særligt detailhandel og andre erhverv i gadeplan er udfordret, fordi de holder fysisk åbent i mange timer og er afhængige af lys i butikken for at tiltrække kunder. Netop gamle lyskilder er typisk en af de helt store strømslugere, så der er god økonomi i at skifte til moderne LED-lys, hvor det er muligt.
Kampagne fik hurtigt ben at gå på
For at hjælpe erhvervslivet på sporet, iværksatte Gladsaxe Kommune i oktober 2022 en kampagne med tilbud om energitjek i samarbejde med el-ingeniør og energikonsulent Dan Weibel. Formålet var at få klarhed over strømforbruget og sparemulighederne, og tilbuddet blev hurtigt taget godt imod. Inden for få uger gik kampagnen fra en god ide til en konkret screening af 25 virksomheder, hvoraf 11 inden for ganske kort tid vil modtage en rapport. Den vil pege på, hvad de kan ændre, hvad det vil koste og hvor hurtigt pengene kan tjenes hjem igen.
Erfaringerne fra de 11 beregninger vil efterfølgende også kunne ses på Gladsaxe Kommunes hjemmeside, så alle kan få inspiration til energieffektiviseringer.
Nogle er godt på vej, andre kan spare meget
Energitjekket har vist, at mange virksomheder i Gladsaxe allerede har fået gode energivaner. De har fx skiftet helt eller delvist til energivenligt lys og sat timere på, som automatisk slukker for lys og andre elektriske apparater.
De første besøg viser dog også, at der er store besparelser at hente for nogen. En tøjbutik med ca. 40 gamle lysstofrør i butikken og lige så mange i kælderen vil ifølge energikonsulenten kunne spare 70 procent på den samlede energiregning. Her vil omlægning til energivenlig belysning kunne tjene sig selv ind på under to år.
Allerede nu har tre andre kommuner fundet inspiration i tilbuddet og vil også tilbyde energitjek til lokale erhvervsdrivende, så de kan spare energi og penge.
Gode råd og info
- Gennemgå alle lyskilder og gamle el-apparater som køleskabe og vaskemaskiner. Der er flere penge at spare, end mange er klar over
- Sæt timere på de el-apparater, der ikke behøver at være tændt efter lukketid
- Køleskabe med drikkevarer kan godt slukkes 2-3 timer ad gangen i dagtimerne
- Fadølsanlæg kan slukkes fra lukketid til frokosttid næste dag
- Udskift halogen-transformeren (strømforsyningen), da det er den og ikke selve pæren, der bruger energi
- Udbredte typer lysstofrør bliver udfaset i hele EU med start fra 2023
- Virksomheder kan fra 1. november 2022 søge op til 50 procent tilskud til energibesparelser og -effektiviseringer
- Kom i gang med ansøgningen til erhvervspuljen
Få mere at vide om kampagnen
Er du i en virksomhed eller kommune, der også gerne vil i gang med energieffektiviseringer eller kampagner med virksomhedsbesøg, så hør mere om Gladsaxe Kommunes erfaringer ved at kontakte erhvervskonsulent Kirsten Voxtrup på tlf. 20 12 20 24 eller på mail til [email protected]