Når Gladsaxes skolebørn fremover hopper i vandet for at lære at svømme, er Foreningen Gladsaxe Svøm med til at lære dem at færdes trygt i og omkring vand. Gladsaxe Kommune og Gladsaxe Svøm har netop indgået et samarbejde om svømmeundervisningen for Gladsaxes skoleelever.
Gladsaxe Kommunes borgmester Trine Græse og formand for Gladsaxe Svøm Torben Nielsen er begge glade for det nye samarbejde - hvilket de her markerer med et 'corona-håndtryk'.
Åben skole
Indtil nu har én ansat svømmelærer varetaget svømmeundervisningen for otte af Gladsaxes folkeskoler, mens to skoler selv har stået for svømning i skoletiden. Med den nye aftale stiller Gladsaxe Svøm et team af unge, uddannede svømmeinstruktører, der i samarbejde med lærere og pædagoger fra skolerne vil sikre børnene lærerig, sjov og sikker svømmeundervisning.
- Partnerskabet med Gladsaxe Svøm er et godt eksempel på åben skole, hvor skolernes samarbejde med det lokale foreningsliv kommer vores børn til gode. Jeg er både stolt af og fuld af forventning til samarbejdet med Gladsaxe Svøm, siger Gladsaxe Kommunes borgmester Trine Græse.
Tidlig indsats giver større udbytte
Instruktørerne fra Gladsaxe Svøm vil blandt andet fokusere undervisningen på vandtilvænning, vejrtrækning, svømmeteknikker og balance i vand.
Torben Nielsen, formand i Gladsaxe Svøm, er på vegne af klubben stolt over det nye samarbejde med Gladsaxe Kommune, som klubben har store forventninger til.
- Alle disse færdigheder danner tilsammen grundlaget for at lære at svømme, og da svømning rent faktisk er en sport, man kan dø af ikke at kunne beherske, er det vigtigt, at vi sætter ind så tidligt som muligt, siger formand for Gladsaxe Svøm Torben Nielsen.
Derfor opfordrede Gladsaxe Svøm fra samarbejdets start Gladsaxe Kommune til at starte svømmeundervisningen tidligere i børnenes skolegang, og svømmeundervisningen blev dermed flyttet fra 4. til 2. klasse.
- I 2. klasse er færre børn nået at blive usikre over for vand, og mange forældre har desuden behov for, at børnene lærer at færdes sikkert i vand tidligere end i 4. klasse. Så vi er glade for at kunne starte undervisningen allerede i 2. klasse, siger Torben Nielsen, der sammen med resten af Gladsaxe Svøm ser frem til at bidrage til, at flere af Gladsaxes børn lærer at færdes sikkert i vand og nyde alle de dejlige oplevelser, man kan få i og omkring det våde element.
- Vi er fuldt ud klar over, at et års svømmeundervisning primært skal anses som begyndelsen til at blive en dygtig svømmer. Men vi håber, at det ene år giver lyst til at videreudvikle færdighederne, enten i svømmeklubben eller i andet regi.