Tirsdag formiddag var Gladsaxes borgmester Trine Græse på besøg hos 3.x på Skovbrynet Skole for at se det flotte maleri til dronning Margrethes 80-års fødselsdag.
Borgmester Trine Græse besøgte 3.x på Skovbrynet Skole, som stod bag Gladsaxes fødselsdagsgave til dronningen (foto: Kaj Bonne).
Borgmester Trine Græse var meget begejstret for maleriet, der er en fortolkning af temaerne "dronning Margrethe II" og "et vartegn i min kommune". Og det var en spændt klasse, som havde glædet sig til at vise resultatet frem.
Under besøget talte borgmesteren med eleverne om deres flotte maleri, som består af et abstrakt portræt af dronning Margrethe sammen med svalen fra Gladsaxes byvåben og Verdensmålshuset. Klassen fortalte om tilblivelsen af maleriet og viste borgmesteren deres skitser, som har været en del af processen.
Som en lille overraskelse havde borgmesteren taget is med til hele klassen på den lune sommerdag. Klassen kunne samtidig forære borgmesteren to trykte plakater af maleriet, som hun med glæde tog med tilbage til Gladsaxe Rådhus. Her vil en af plakaterne senere blive udstillet i Rådhushallen sammen med elevernes skitser.
Maleriet var en del af en samlet gave, som bestod af malerier fra 3.klasses-elever fra hver af landets 98 kommuner. Overrækkelsen af gaven til dronning Margrethe skulle oprindeligt have været sket på fødselsdagen 16 april. Men på grund af corona blev både gaveceremonien på Christiansborg Slot og borgmesterens besøg på Skovbrynet Skole udskudt.
Dronningen har nu modtaget de originale 98 malerier på Christiansborg Slot, hvor de udstilles i Riddersalen.