Gasdistributionsselskabet Evida skal omlægge gasledninger på Buddingevej og bliver i en periode nødt til at lave omkørsler fra Buddingevej til Kong Hans Allé og Snogegårdsvej i retning mod Lyngby fra 29. juni.
Evida udskifter og flytter gasledninger på Buddingevej for at gøre plads til den kommende letbane langs Ring 3. Sidste del af strækningen går fra Vadgårdsvej til Snogegårdsvej, hvor Evida forventer at være færdige primo september 2020.
For at færdiggøre ledningsarbejdet er det nødvendigt, at Evida graver på tværs af Buddingevej ved Snogegårdsvej. Først lukker Evida derfor den højre side mod Snogegårdsvej og derefter den venstre side af Buddingevej mod Kong Hans Alle, og det er derfor nødvendigt at omlægge trafikken i en periode.
Omkørsel mens der graves
Mens arbejdet står på, vil det ikke være muligt at dreje til venstre ad Kong Hans Allé eller til højre ad Snogegårdsvej, når man kommer fra Buddinge rundkørsel mod Lyngby. For adgang til Kong Hans Alle og Snogegårdsvej vil der blive anvist omkørsel ad Toftekærsvej, Vadbro, Folkevej og Snogegårdsvej. Denne omkørsel vil være gældende fra den 29. juni til ca. 20. juli, hvorefter anlægsarbejdet vil fortsætte på modsatte side af Buddingevej. Der vil kun være et kørespor i begge retninger under det samlede arbejde, som afsluttes primo september 2020.
Arbejdet vil ikke påvirke cyklister, men fodgængerovergangen over Buddingevej, som er placeret nærmest Buddinge Station, vil blive spærret. Der vil være skilte på stedet.
Udover arbejdet vil medføre trafikale gener, så vil der ind i mellem også være støjgener, men Evida vil gøre alt for at minimere disse. Entreprenøren arbejder på hverdage fra klokken 7-18.