Interesserede borgere med personligt drive kunne frem til 21. januar 2020 søge om at være med i det nye opgaveudvalg Mørkhøj 2025, som skal diskutere områdets fremtid med medlemmer af Gladsaxe Byråd samt fagfolk.
(Foto: Opstilling af midlertidige bylivstiltag i Mørkhøj i sommeren 2019)
Gladsaxe Kommune vil udvikle Mørkhøj sammen med borgerne og indbød derfor i januar 2020 interesserede personer til at deltage i et udvalg, hvor borgere og politikere sammen sætter spot på Mørkhøj. I udvalget får tre politikere og otte borgere sammen mulighed for gennem en længere periode at diskutere visioner og konkrete projekter i Mørkhøj. Opgaveudvalget nedsættes med det formål at:
- Styrke sammenhængskraften i Mørkhøj
- Understøtte konkrete projekter i bydelen
- Understøtte borgernes engagement og initiativer i Mørkhøj
- Identificere styrker og muligheder i Mørkhøj
- Udvikle en fælles fortælling/vision for Mørkhøj 2025
Opgaver
Opgaveudvalget skal blandt andet komme med anbefalinger til, hvordan vi inddrager lokalområdet i udviklingen af den nye legeplads ved Ilbjerg Allé. Opgaveudvalget skal også bidrage til at udvikle et kultur- og musikmiljø i faciliteterne på det gamle Blågård Seminarium. Derudover har opgaveudvalget mulighed for selv at sætte spot på temaer, som udvalget synes er særligt værdifulde for Mørkhøj. Opgaveudvalgets arbejde afsluttes ultimo 2021 og munder ud i en samlet fortælling og vision, der skaber en ramme for udviklingen af Mørkhøj.
Du kan læse mere om opgaveudvalgets formål og opgaver i kommissorium for opgaveudvalget i Mørkhøj
Hvem kiggede Gladsaxe særligt efter?
Det var især borgere, der har kendskab til livet i Mørkhøj, som Gladsaxe ønskede at få med i det nye opgaveudvalg. Det kunne være borgere, der bor i Mørkhøj eller folk, der har en butik eller en anden virksomhed i området. Det kunne også være borgere, som har tilknytning til kultur-, fritids- og foreningslivet i Mørkhøj, som er lokale ildsjæle
Det var også centralt, at der kom borgere fra flere områder i bydelen og også gerne fra forskellige boligformer.
Hvad sker der nu?
Når udvalget er endeligt nedsat, skal deltagerne holde møde ca. en gang om måneden og starter sit arbejde ultimo februar 2020. Møderne vil veksle fra inspirationsoplæg, workshops og egentlige arbejdsmøder. Til møderne vil vi trække på og inddrage alle dem, som kender til de temaer, vi arbejder med.
Interesserede borgere kunne frem til 21. januar 2020 ansøge om at komme med i udvalget ved at fortælle om sig selv, og hvordan de så sig selv gøre en forskel for udviklingen af Mørkhøj. Alle borgere, der deltager i udvalget, repræsenterer kun sig selv, men i udvælgelsen af ansøgere, vil der blive lagt vægt på, at man er aktiv i lokalsamfundet.
Vi fortæller mere om projektet, når opgaveudvalget er endeligt nedsat og skal i gang med arbejdet.