Et røgfrit Gladsaxe, god mental trivsel og mere bevægelse og motion. Det er nogle af ambitionerne i tre nye handleplaner for sundhed, som Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget netop har godkendt som en del af Gladsaxes sundhedspolitik.
Handleplanerne er knyttet til områderne tobak, mental sundhed og fysisk aktivitet. Det er nemlig tre faktorer, der ifølge forskningen har stor betydning for borgernes sundhed og trivsel.
- Vi ønsker at skabe de bedste rammer og forudsætninger for, at alle borgere i Gladsaxe kan leve et godt, selvstændigt og aktivt liv, hvor flere oplever bedre sundhed og flere gode leveår. Og det er netop det, de tre nye handleplaner skal bidrage til. Vi har særligt fokus på at styrke fællesskaber, inddrage borgerne samt skabe et aktivt og sundt liv for alle – uanset alder, siger formand for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget Dorthe Wichmand Müller.
Blandt de konkrete indsatser i forhold til tobak er at indføre flere røgfrie miljøer, understøtte røgfri skoletid på ungdomsuddannelser samt fleksible rygestoptilbud og støtte til borgere, der ønsker at stoppe med at ryge.
Konkrete initiativer for mental sundhed er øget kendskab til det nationale partnerskab ABC For Mental Sundhed, at understøtte inkluderende fællesskaber i foreningslivet gennem Den Gode Velkomst samt Projekt STIME, der har fokus på at styrke børn og unges mentale sundhed samt Åben og Rolig, der er et tilbud til stressramte borgere, der udvides til at omfatte unge
Indsatserne inden for fysisk aktivitet er blandt andet at understøtte bevægelse blandt børn i dagtilbud, Projekt KICK, der er et idræts- og trivselskoncept målrettet unge på erhvervsskoler samt brobygningsforløb mellem kommunale træningstilbud for kronikere til fortsat fastholdelse af et fysisk aktivt liv i blandt andet foreningslivet.
Handleplanerne er gældende for perioden 2021-2022.
Her finder ud de tre handleplaner