Transportministeren kom til Gladsaxe for at dele viden om samkørsel og den igangværende samkørselskampagne ’Alle har brug for en sidemakker’
Foto: Moe
November måned er samkørselsmåned. Det gælder blandt andet for 13 virksomheder i Gladsaxe Kommune. I den anledning hoppede transportminister Benny Engelbrecht i bilen med en af mødedeltagerne, som alligevel skulle forbi ministeriet på vej til mødet i Søborg. Her mødtes ministeren med repræsentanter fra virksomheden MOE, Gladsaxe Kommune, Gladsaxe Erhvervsby, Gate 21 og Region Hovedstaden for at dele viden om samkørsel og den igangværende kampagne ’Alle har brug for en sidemakker’.
Kampagnen samler, udover de 13 lokale virksomheder i Gladsaxe, 30 arbejdspladser i hele hovedstadsregionen. Alene i Gladsaxe når kampagnen ud til knap 4.500 medarbejdere – og samlet set 25.000 medarbejdere på tværs af hovedstadsregionen.
Det er Gladsaxe Kommune og Gladsaxe Erhvervsby, der har samlet de 13 lokale arbejdspladser i et netværk om samkørsel. Baggrunden er, at hvis flere begynder at køre sammen i hverdagen, kan det blive et stærkt supplement til den kollektive transport.
Gladsaxe Kommune har indgået et partnerskab med virksomheden nabogo, der har udviklet en særlig app for samkørsel, og tilbyder nu appen til borgere, medarbejdere og lokale virksomheder.