Gladsaxe vil halvere madspildet i hele kommunen og har som en af de første kommuner kortlagt al madspild for at få målet.
Vi har samlet budskaberne om det aktuelle madspild og hvad Gladsaxe Kommune sammen med erhvervslivet, frivillige partnere og borgere gør for at halvere madspild i videoen herunder.
Gladsaxe Kommune har et ambitiøst mål om at halvere madspild både i kommunens egne køkkener, hos borgere, virksomhedskantiner og supermarkeder. Derfor har Gladsaxe som en af de første kommuner fået kortlagt alt madspild, for at kunne iværksætte målrettede indsatser mod madspild.
Mange tusinde tons spild skal undgås
Undersøgelsen viser, at der hvert år spildes 11.000 tons mad i Gladsaxe. Kommunens egne institutioner står for to procent af det samlede madspild, mens detailhandlen står for 62 procent, husholdningerne for 26 procent, virksomhedskantiner for syv procent og restauranter og caféer for to procent.
Gladsaxe Kommune har sammen med den lokale iværksætter FoodOp og erhvervspartnerskabet Gladsaxe Erhvervsby gennemført en række tiltag på alle kommunens plejecentre, en lang række børneinstitutioner og virksomhedskantiner. Ved hjælp af elektroniske madspildsvægte og CO2-venlig menuplanlægning er det lykkedes at reducere madspildet markant. Indsatsen har medført reduktioner på mellem 27 og 40 procent. Kildegården Genoptræningscenter formåede fx at nedbringe madspildet med 40 procent på tre måneder.
Erhvervsliv og husholdninger kommer også med
Gladsaxe arbejder også på at hjælpe detailhandlen, restauranter, caféer og private husholdninger med at reducere madspildet. Blandt andet er der i 2022 gennemført en madspilds-kampagne målrettet borgerne med tre gode råd til, hvordan du undgår madspild.
For at sætte fokus på madspild, fejrede Gladsaxe FN’s Internationale Madspildsdag med en fælles langbordsmiddag i Værebro Centeret 29. september 2022. Middagen var lavet med udgangspunkt i overskudsvarer fra supermarkeder, som kommer fra foreningen Stop Spild Lokalt, som Gladsaxe netop har startet et samarbejde med. Stop Spild Lokalt indsamler ved hjælp af frivillige kræfter overskudsmad fra supermarkeder og deler det ud til borgere.
Læs mere om indsatsen og se tre gode vaner for at minimere spild på gladsaxe.dk/madspild