Borgmester Trine Græse tog imod March Mod Ensomhed foran Gladsaxe Rådhus, hvor deltagerne kunne nyde en velfortjent pause med kildevand og snacks.
March Mod Ensomhed udføres hvert år af Patrick Cakirli, som vandrer 1.600 kilometer rundt i Danmark. Konceptet er ganske enkelt, at Patrick kun må gå, hvis han har følgeskab, og ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på kampen mod ensomhed.
Onsdag 18. august gik marchen gennem Gladsaxe – på ruten fra Holte til København. Patrick Cakirli og de øvrige deltagerne gjorde et stop ved Gladsaxe Rådhus, hvor borgmester Trine Græse tog imod og bød velkommen til Gladsaxe. Deltagerne tog sig en velfortjent pause og blev budt på kolde kildevand og snacks foran rådhuset.
- Det er godt at se, at der er så mange, som deltager i et arrangement som March Mod Ensomhed. For ensomhed er en stor udfordring i vores samfund, især her under corona-nedlukningerne, hvor også de, der tidligere havde et netværk, pludselig sad alene. Men alle har brug for meningsfulde fællesskaber. Derfor sætter vi også løbende nye initiativer i gang for at komme ensomhed til livs og understøtte fællesskaber, både borgerne imellem og i vores lokalsamfund, siger borgmester Trine Græse.
Gladsaxe har en lang række projekter, som forebygger ensomhed for borgere i alle aldre. Et af de projekter, som kommunen har sat i værk, er ”Sammen mod ensomhed”, der har særligt fokus på at forebygge og opspore tidlige tegn på ensomhed hos ældre borgere. Projektet er en del af flere sociale aktiviteter og initiativer, som kan få flere borgere med i meningsfulde fællesskaber.
Fællesbillede af dagens deltagere foran Gladsaxe Rådhus. I midten ses borgmester Trine Græse sammen med Patrick Cakirli.