Efter faldende smittetal i Gladsaxe den seneste uge må frisører, køreskoler og andre liberale erhverv i Gladsaxe på mandag igen slå dørene op for kunderne. Det har Erhvervsministeriet netop meddelt. Alle berørte virksomheder får direkte besked i e-Boks.
Der er netop kommet en glædelig nyhed fra Erhvervsministeriet om, at liberale erhverv i Gladsaxe må genåbne fra på mandag. I Gladsaxe fejrer vi genåbningen med en flagallé på hovedgaderne hele ugen.
Fortsat fokus på at holde smittetallene nede
Der er fortsat fokus på at holde smitten nede. Fx har Gladsaxe i tirsdags åbnet to kommunale kviktestcentre med egne podere i Høje Gladsaxe og Værebro. Dermed har Gladsaxe nu fire testcentre med en samlet kapacitet på over 2000 tests per dag: Et PCR-test-center på Rådhuset med tidsbestilling og tre kviktestcentre uden tidsbestilling i henholdsvis festlokalerne i Høje Gladsaxe, Selskabslokalerne i Værebro Park og på Bagsværd Hovedgade nr. 192. Du kan se alle testmulighederne på gladsaxe.dk/coronatest
Afventer stadig grønt lys til genåbning af skolerne
Gladsaxe afventer fortsat svar på, om skolerne også får lov til at genåbne sammen med de liberale erhverv på mandag. Denne melding forventes af komme fra Styrelsen for Patientsikkerhed senere i dag, fredag 9. april.