Musik- og billedskole, biblioteker og biograf åbner nu igen til stor glæde for de mange brugere og elever.
De forskellige kulturtilbud har holdt pause to og en halv måned på grund af corona, men nu åbner de gradvist igen.
Du kan igen låne bøger og se film
Tirsdag d. 2. juni åbner biblioteksafdelingerne i Værebro, Mørkhøj, Høje Gladsaxe og Bagsværd for udlån og aflevering. Der er fortsat ikke åbent for avislæsning, brug af computer, leg og anden hygge på bibliotekerne. Gladsaxe Hovedbibliotek åbnede allerede 18. maj - også kun for udlån og aflevering.
Bibliografen åbner også 2. juni, og det bliver muligt at se film i biografsalene. Der bliver taget de nødvendige forholdsregler, så der er god plads mellem publikum i salene.
Musik- og billedskoleundervisning går i gang
Soloundervisning i musik og holdundervisning i billedskolen er allerede startet i denne uge. Musik- og billedskolen har lige nu travlt med at sende besked til eleverne om, hvornår de skal møde, og hvordan undervisningen kommer til at foregå, så der ikke er risiko for smittespredning.
Både børn og lærere glæder sig til at komme i gang igen efter den lange pause, selvom der har været virtuel undervisning for nogle børn under pausen.
Kulturhuset Telefonfabrikken åbner igen
Der er fra regeringens side også givet grønt lys til at genåbne kulturhuse, så Telefonfabrikken arbejder på højtryk for at kunne byde foreninger og andre indenfor igen fra den 8. juni, så man kan nå at mødes inden sommerferien. Også her sker genåbningen ud fra de gældende corona-retningslinjer omkring hygiejne, afstand mm.
Læs mere om Gladsaxes borgerrettede funktioner under corona på: www.gladsaxe.dk/corona