Skal din have bidrage positivt til at sikre biodiversitet og levesteder for insekter – og vil du samtidig være med til at holde vores drikkevand rent? Så kan du tilmelde din have til Giftfri Have.
I Kong Hans Have er der anlagt bynaturhaver, hvor der er fokus på biodiversiteten, så der opstår naturlige tilholdssteder for dyr, insekter og fugle.
Gladsaxe Kommune har netop tilmeldt sig kampagnen Giftfri Have og vil gerne inspirere borgere til at droppe sprøjtegiften og derved beskytte drikkevandet, biodiversitet og levesteder for insekter – og i sidste ende os selv som borgere i Gladsaxe Kommune.
- Gladsaxe Kommune har ikke brugt sprøjtegift siden slutningen af 1990’erne på kommunens arealer. Den nye tilmelding til Giftfri Have skal gøre det mere synligt både for omverdenen og borgerne, at kommunens arealer er giftfrie. Samtidig vil vi gerne inspirere borgerne til at undgå sprøjtegift i haven, siger formand for Miljøudvalget Tom Vang Knudsen.
For Gladsaxe Kommune er hensynet til grundvandet en af hovedårsagerne til, at de kommunale arealer holdes giftfrie.
- Vi ønsker at beskytte borgernes drikkevand. Selvom de lerholdige jordlag i Hovedstaden i nogen grad beskytter vores grundvand mod sprøjtegifte, er der stadigvæk risiko for, at sprøjtegiftene kan trænge ned og spores i vores grundvand. Derfor føler vi et stort ansvar for at holde vores områder giftfrie, siger Tom Vang Knudsen.
Giftfrie arealer gavner også planter og insekter
Ud over at anvendelsen af sprøjtegift kan betyde, at rester af sprøjtegift ender i grundvandet, kan sprøjtegift samtidig være til skade for insekter og biodiversiteten.
- Når man fjerner ukrudt med sprøjtemidler, ødelægger man levesteder for de vilde dyr og insekter. Mange af de planter, vi opfatter som ukrudt udgør således fødegrundlaget for insekter, herunder sommerfugle, som igen er fødegrundlag for fuglene. En del sprøjtemidler er også mistænkt for direkte at skade de vilde insekter. Det gælder også alle de arter, der ikke er skadedyr, f.eks. de vilde bier, som bestøver havens frugtbuske og frugttræer, siger naturmedarbejder Frederik Møller.
Tilmeld dig Giftfri Have
Som borger kan du tilmelde din have som Giftfri Have og læse mere om kampagnen på: www.giftfri-have.dk
Du kan også få gode råd til, hvordan du holder din have velplejet hele året uden brug af sprøjtegift i Hofors havekalender
Om Giftfri Have
Giftfri Have er et fælles initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi, der skal fremme vild natur og biodiversitet i de danske haver og samtidig beskytte grundvandet mod rester af sprøjtegift.
Med Gladsaxe Kommunes tilmelding til Giftfri Have, er der nu atten tilmeldte kommuner. Derudover er der på landsplan tilmeldt godt 21.000 haver, heraf ca. 200 i Gladsaxe Kommune. Målet er at komme op på 100.000 giftfrie haver i 2020, så der er stadig et stykke vej til målet.
Læs mere på www.giftfri-have.dk
Gladsaxe har i sin strategi et mål om at styrke biodiversiteten, som hænger sammen med FN’s verdensmål nr. 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund.