Gladsaxe er en af de få kommuner, som har grebet muligheden for at skabe mere udvikling og flere karriereveje for social- og sundhedsassistenter.
Siden sidste år har alle landets kommuner haft mulighed for at oprette særlige udviklingsstillinger, som skal være med til at åbne nye karriereveje for sosu-assistenter på deres arbejdspladser. Gladsaxe er en af de få kommuner på landsplan – faktisk den eneste på hele Sjælland – som har grebet denne mulighed for at udvikle sosu-faget.
Gør en forskel
Muligheden for at oprette særlige udviklingsstillinger er et resultat af den seneste fornyelse af overenskomsten mellem FOA og Kommunernes Landsforening. Gladsaxe har blandt andet ansat sosu-assistenter som læringsvejledere i hjemmeplejen, der skal bidrage til, at kommunens sosu-elever kommer endnu bedre igennem deres uddannelse.
- Ved at ansætte en læringsvejleder har vi først og fremmest højnet kvaliteten af Gladsaxe Hjemmepleje som praktiksted for vores elever. Samtidig fungerer de særlige udviklingsstillinger som en løftestang for faglig udvikling blandt vores medarbejdere. Det giver mulighed for, at man som sosu-assistent kan prøve kræfter med nye ansvarsområder og være med til at udvikle faget, siger Anne Kristensen, som er leder af Gladsaxe Hjemmepleje.
Forbedret rekruttering og fastholdelse
I Gladsaxe er de særlige udviklingsstillinger et led i indsatsen for at rekruttere og fastholde medarbejdere inden for ældreområdet. Udover ansættelsen af læringsvejledere har Gladsaxe også tilknyttet certificerede coaches og ansat en sprogmentor, som skal støtte kommunens sosu-elever og forebygge frafald på uddannelsen.
Desuden får alle medarbejdere i plejeboligerne og hjemmeplejen nu tilbud om supervision med en ekstern fagprofessionel, og alle ledere er på vej til at blive coachuddannet, så de bliver endnu bedre til at give faglig feedback til medarbejderne.
Bliv sosu-elev i Gladsaxe
Gladsaxe Kommune ansætter lige nu sosu-elever på både hovedforløbet og på det forberedende grundforløb 2 mod assistentuddannelsen. Du kan blive ansat allerede fra grundforløb 2 med voksenelevløn, hvis du er fyldt 25 år og bor i Gladsaxe.
Læs mere om ansættelser af sosu-elever i Gladsaxe Kommune her.