Gladsaxe Kommune indgår en ny klimasamarbejdsaftale med regeringen og forpligter sig blandt andet til en grøn omstilling af den kollektive bustrafik.
Gladsaxe Kommune har netop indgået en klimasamarbejdsaftale med regeringen. Med aftalen er Gladsaxe den niende danske kommune, som forpligter sig til en række ambitiøse målsætninger for grøn omstilling af den kollektive bustrafik.
Øger tempoet for grøn omstilling
Formålet med regeringens klimasamarbejdsaftaler er at øge tempoet for den grønne omstilling i landets kommuner, så alle nye udbud af kollektiv bustrafik i fremtiden skal være enten CO2-neutrale eller nulemission. Der er stærkt fokus på den grønne omstilling af kollektiv trafik i Gladsaxe, hvor man allerede har store ambitioner på området.
- Som verdensmålskommune synes jeg, at det er oplagt, at Gladsaxe indgår en forpligtende klimasamarbejdsaftale med regeringen på trafikområdet. Aftalen ligger i direkte forlængelse af vores ambitioner for at skabe resultater med den grønne omstilling, og trafikområdet er en af de store udfordringer, som vi arbejder rigtig hårdt for at løse. Vi har blandt andet en målsætning om, at alle buslinjer i hele kommunen skal betjenes af nulemissionsbusser i 2025. Den første kommer i drift i det nye år, fortæller Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Glæder sig over samarbejdet
Transportminister Benny Engelbrecht glæder sig over, at Gladsaxe nu også tiltræder aftalen og forpligter sig på de ambitiøse målsætninger.
- Jeg er rigtig glad for, at Gladsaxe Kommune nu har indgået en klimasamarbejdsaftale med regeringen, som den 9. kommune i landet. Vi kommer kun i mål med målsætningen om en CO2-reduktion på 70 pct., hvis alle arbejder sammen. Her er kommunerne en stor og vigtig aktør. Gladsaxe Kommune er med til at vise vejen med en omstilling af kommunens bustransport til nulemission i 2025 og ikke mindst planerne for en omstilling af de kommunale køretøjer. Jeg er sikker på, at andre kommuner vil lade sig inspirere til at gå samme vej, siger Benny Engelbrecht
Grøn omstilling af kommunale køretøjer
Klimasamarbejdsaftalen har først og fremmest fokus på den grønne omstilling af bustrafikken. Men Gladsaxe Kommune forpligter sig også på at omstille sine egne kommunale køretøjer. Her skal minimum 75 pct. af ny-leasede og nyindkøbte vejgående køretøjer anvende et CO2-neutralt drivmiddel eller være nulemission fra 2022. I Gladsaxe er man allerede blandt de førende på denne front, og kommunen har netop investeret i en eldreven fejemaskine.
- I Gladsaxe arbejder vi for at understøtte bæredygtige transportformer – både for borgerne og som organisation. Som en af de første kommuner skiftede vi i 2015 alle hjemmeplejens biler ud med elbiler, og siden er alle standardbiler også løbende blevet erstattet af elbiler. Desuden følger vi markedet for eldrevne specialkøretøjer til driftsopgaver tæt, og her begynder fremtiden også at se lysere ud i takt med, at teknologien udvikler sig, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Strategi for grøn omstilling på trapperne
Gladsaxe var den første kommune i Danmark, som indarbejdede FN’s verdensmål for bæredygtig omstilling i hele sin måde at arbejde på. Forpligtelserne i klimasamarbejdsaftalen kommer også til at spille sammen med Gladsaxes kommende Strategi for Grøn Omstilling, som Gladsaxe er i gang med at udarbejde. Her vil kommunen hvert år igangsætte nye initiativer og gennemføre langsigtede investeringer, der nedsætter CO2-belastningen inden for områderne energi, transport og cirkulær økonomi.