Gladsaxe Kommune er klar til at åbne for, at elitesvømmere fra den lokale forening kan komme tilbage i vandet. Samtidig inviteres elitesvømmere fra andre kommuner til at benytte sig af tilbuddet.
Gladsaxe Kommune har besluttet at åbne Blaagaard Svømmehal for elitesvømmere.
Regeringen har givet grønt lys til, at elitesvømmere fra Team Danmark kan vende tilbage i vandet, hvis de enkelte kommuner har mulighed for at åbne deres svømmehaller. Gladsaxe Kommune har derfor besluttet at åbne Blaagaard Svømmehal for sine tre elitesvømmere i Gladsaxe Svømme Club.
Derudover har Gladsaxe været i dialog med Dansk Svømmeunion og andre kommuner og tilbudt, at deres elitesvømmere også kan træne i svømmehallen.
Håndsrækning til omkringliggende kommuner
Blaagaard Svømmehal kan sagtens rumme flere svømmere end Gladsaxes egne elitesvømmere. Det har fået Gladsaxe til at række ud til de omkringliggende kommuner, så de ikke hver især er nødt til at åbne store svømmehaller for forholdsvis få svømmere.
- Vi glade for, at vores Team Danmark elitesvømmere igen kan komme i vandet her i Gladsaxe. En af vores svømmehaller er meget velegnet til formålet, og når nu svømmehallen alligevel skal åbnes, vil vi gerne invitere svømmere fra omkringliggende foreninger, der er i samme situation, til at være med, siger Katrine Skov, som er formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Gladsaxe.
Særlige retningslinjer
Dansk Svømmeunion samarbejder nu med Gladsaxe Svømme Club om den bedste udnyttelse af hallen. Genåbningen sker nemlig efter Kulturministeriets og sundhedsmyndighedernes anvisninger, som Dansk Svømmeunion, Dansk Svømmebadsteknisk Forening og DGI har udarbejdet særlige retningslinjer efter. Dem skal svømmere og trænere efterleve, når de træner i Blaagaard Svømmehal.
Ud over Blaagaard Svømmehal åbner også Herlevbadet i Herlev Kommune for elitesvømmere, så ressourcerne kan udnyttes mere optimalt på tværs af kommunerne.
I Gladsaxe Kommune er både Bagsværd og Gladsaxe Svømmehal lukket for foreninger og offentligheden.