Gladsaxe Genbrugsstation lukker midlertidigt fra 11. april 2023 til sommeren 2024.
Genbrugsstationen på Turbinevej lukker midlertidigt, mens vi bygger en ny genbrugsstation på stedet. I mellemtiden kan du bruge genbrugsstationer i Gladsaxes nabokommuner, fx Herlev og Gentofte.
Fremover bliver genbrugsstationen både mere brugervenlig og mere sikker at færdes på. Den bliver større og får containere, der er sænket ned i en køregrav, så du kan kaste affald og genbrugsmaterialer direkte ned i containeren, frem for at skulle gå op ad trapper for at komme af med det. Derudover kommer der blandt andet også bedre forhold til opbevaring af farligt affald og elektronik.
Den nye genbrugsstation bygges omkring gravhøjen Sneglehøj, som er et fortidsminde fra den ældre jernalder.
Med byggeriet stræber vi efter at gøre genbrugsstationen til et smukt sted, som respekterer og iscenesætter gravhøjen.