Nu er vinderen af konkurrencen om at tegne årets julekort fra Gladsaxe fundet. Det blev 4-årige Hakeem fra Børnehuset Poplen i Bagsværd, hvis tegning dommerkomitéen valgte blandt mange gode forslag.
Foto: Hakeem til venstre sammen med sin bror, forældre, farmor samt borgmester Trine Græse.
Hvert år inviteres børnene i Gladsaxe Kommunes dagtilbud til at komme med deres bud til den tegning, der skal pryde næste års udgave af kommunens julekort. Torsdag 1. februar 2024 var der så reception for kunstneren bag den tegning, som dommerkomitéen i år har udvalgt. Vinderen blev Hakeem Kareem Klarskov på 4 år fra Børnehuset Poplen i Bagsværd, som fortæller om sin tegning:
- Jeg vil tegne en engel til borgmesteren, fordi at engle passer på børn og det er sejt at engle kan flyve.
Da ikke alle børn i Hakeems gruppe holder jul, fandt børnehuset en fællesnævner i engle. De fandt ud af, at lige meget hvor i verden man kommer fra, findes der engle og budskabet er det samme. Engle kommer med det gode, lyset og varmen. Engle passer på os allesammen. Alle børn i hele verden har en engel. Alle børn i gruppen har været hjemme og snakke om engle med deres forældre, og børn og voksne har i fællesskab fundet ud af, hvordan man siger engel på alle de sprog, der er repræsenteret i blå gruppe.
Som vinder af konkurrecen får Hakeem en lille præmie, mens børnehuset også får en flot præmie i form af et træ, som kan plantes på børnehusets legeplads.
Læs mere om den årlige konkurrence her
Årets vindertegning
Tegning: Hakeem Kareem Klarskov, Børnehuset Poplen.
De øvrige vinderkandidater
Tegning: Melina, Børnehuset Kildevænget.
Tegning: Deevansh, Alina, Nusaybah, Mirac fra Børnehuset Bakken.