Torsdag 4. januar 2024 kunne børn og voksne fra Gladsaxe Skovbørnehave sammen med borgmester Trine Græse hejse Friluftsrådets Grønne Flag og Bæredygtighedsflag som anerkendelse af deres arbejde med natur, udeoplevelser og bæredygtighed i børnehøjde.
Foto: Børn fra Gladsaxe Skovbørnehave hejser Friluftsrådets flag sammen med borgmesteren.
Stort tillykke til Gladsaxe Skovbørnehave, hvor børn og voksne i dag endnu en gang kunne hejse både Friluftsrådets Grønne Spirer Flag deres Bæredygtighedsflag, som Friluftsrådet tildeler børneinstitutioner, som gør en særlig indsats for at bringe FN's verdensmål for bæredygtig udvikling ned i børnehøjde.
Madspildsfokus på børnenes præmisser
Gladsaxe Skovbørnehave bestræber sig på, at børnene får gode oplevelser med natur og udeliv, så de dermed passer bedre på naturen. I løbet af 2023 år har institutionen igen arbejdet fokuseret med bæredygtighed, blandt andet i et projekt om madspild, hvor fokus har været på at mindske mængden af madspil i madpakkerne. Børnene blev i projektet opmærksomme på den overskydende mad efter frokosten og eksperimenterede med at bytte madder for at undgå spild. De begyndte med at tælle, hvor meget mad, der blev smidt ud, så børnene visuelt kunne forstå omfanget.
Som en del af madspildsprojektet har børnene også deltaget i at plante tomater, radisetoppe, blomster fra æbler og æblekerner fra deres madpakker. De oplevede spændingen ved at se nye planter spire og vokse op af jorden. De fik også "rester" fra køkkenet, så de kunne så gulerodstoppe, peberfrugter og løg.
Mod på at prøve nye ting
Børnene er også blevet introduceret til de fire superhelte, der repræsenterer madmod, madfællesskab, madglæde og madklogskab. Det skete som del af "Den magiske madkasse", hvilket gav børnene mod på at prøve nye smagsoplevelser, udfordre sig selv og overskride grænser i en blindsmagning, hvilket gjorde dem stolte.
Friluftsrådets Grønne Spirer har gennem 18 år tildelt Det Grønne Flag til daginstitutioner med fokus på natur- og udeoplevelser. Bæredygtighedsflaget er en særlig anerkendelse af de daginstitutioner, hvor børn og voksne sammen arbejder for en bæredygtig hverdag i og med naturen.
Læs mere om flagene på Grønne Spirers hjemmeside
Foto: Børn viser diplomer fra Friluftsrådet frem.