Konkursbegæring har i dag stoppet alt byggeri på Kellersvej. Gladsaxe Kommune har sikret byggepladsen for beboere, medarbejdere og pårørende.
Alt byggeri på Kellersvej, hvor Gladsaxe Kommune driver døgndækkede botilbud for udviklingshæmmede, er foreløbig indstillet. Det er sket fordi der i dag er indgivet konkursbegæring for B. Nygaard Sørensen A/S til Sø- og Handelsretten. B. Nygaard Sørensen A/S er det firma, som står for ombygningen af Kellersvej.
Gladsaxe Kommune har allerede i samarbejde med kommunens rådgiver, MOE, sikret byggepladsen. Det handler især om at sikre, at der ikke er områder på byggepladsen, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko for botilbuddets beboere, deres pårørende og medarbejderne. Der er også etableret vagtværn og videoovervågning for at sikre værdier i form af blandt andet materialer på byggepladsen.
Fra datoen for konkursbegæringen er der en periode på fire uger, hvor der kan gøres krav gældende mod konkursboet. Derefter skal konkursboet tage stilling til de indkomne krav og danne sig et overblik over boets situation. I den periode kan Gladsaxe Kommune ikke gøre noget for at få sat gang i byggeriet.
Gladsaxe Kommune har endnu ikke overblik over, hvad konkursbegæringen præcist kommer til at betyde for tidsplanen for projektet. Medarbejderne og beboerne er blevet orienteret tidligere i dag og de pårørende bliver orienteret inden weekenden.