Byrummet og profillegepladsen ved Ilbjerg Allé skal være et grønt og trygt samlingssted for alle aldersgrupper med plads til leg og bevægelse. Sådan lyder nogle af hovedønskerne til det nye byprojekt i Mørkhøj.
Interessen for at give input til det nye byrum og profillegeplads har været overvældende. Borgerne haft mulighed for at give deres input via en digital platform, da det på grund af corona ikke været muligt at mødes fysisk.
Hele 1364 borgere har besøgt platformen, og 120 borgere har bidraget aktivt og kommenteret på det kommende projekt.
- Tusind tak for jeres inputs til udviklingen af byrummet og profillegepladsen ved Ilbjerg Allé. De mange gode input bliver nu behandlet og indgår i det videre arbejde med at bygge et fedt byrum og en legeplads, der kommer til gavn for rigtig mange borgere i Mørkhøj, siger Serdal Benli, der er formand for Opgaveudvalget Mørkhøj.
Borgernes kommentarer og ønsker blev præsenteret for Opgaveudvalget Vores Mørkhøj på et møde ultimo november. Byggearbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2021.
Opgaveudvalget Vores Mørkhøj består af otte borgere og tre politikere, der er gået sammen om at sætte spot på udviklingen af Mørkhøj. Formålet er sammen med Mørkhøj-borgerne at lokalisere områdets styrkepositioner for at igangsætte indsatser og projekter, der kan gøre Mørkhøj til et endnu bedre sted at bo og leve i.
Læs mere om Opgaveudvalget på: www.gladsaxe.dk/voresmoerkhoej