I Gladsaxe Kommune byder vi social- og sundhedshjælper- og assistentelever velkommen med et godt mix af faglige forventninger, gode kolleger og et skarpt blik på det, du som elev er her for: Nemlig at lære det, der skal til, for at du kan få et godt arbejdsliv som social- og sundhedshjælper eller -assistent.
Vi ansætter i alt 77 assistentelever pr. år til vores januar, april, juli og oktober hold og i alt 33 hjælperelever til vores januar og august hold.
Så hold øje med Gladsaxe Kommunes hjemmeside under ”Job” og herefter under ”Ledige stillinger”.
Du kan læse om opbygningen af uddannelserne på Social- og Sundhedsuddannelses Centrets hjemmeside.
Bøger og pensumliste
Da Gladsaxe Kommune har stort fokus på vores elever og deres mulighed for at blive så dygtige som muligt, er det besluttet, at de bøger der står på pensumlisten fra SOSU H, der skal erhverves inden uddannelsesstart, betales af Gladsaxe Kommune. Det gør vi for at sikre, at du har adgang til at erhverve den nødvendige viden, så du kan komme så succesfuldt igennem uddannelsen som muligt.
Vi henstiller til, at alle bøgerne på pensumlisten købes, da de også skal bruges i praktikperioderne, det er dig, der sørger for at købe bøgerne. Når du har gennemført 3 måneder af din første praktik, refunderer vi dine udgifter til bøgerne mod fremsendelse af din bon, så du skal huske at gemme denne.
Du kan forvente, at:
- vi giver dig mulighed for at arbejde med at løse plejeopgaver i samarbejde med kommunens borgere
- hvis du er hjælperelev, vil blive tilknyttet to forskellige praktiksteder; i din første praktik på et seniorcenter og i din anden praktik i hjemmeplejen.
- hvis du er assistentelev, at du i løbet af din uddannelse bliver tilknyttet praktiksteder i både hjemmeplejen og på et seniorcenter
- vi sørger for, at du bliver tilknyttet en praktikvejleder
Vi forventer , at du:
- opfylder kravene til optagelse på uddannelsen
- udviser engagement og tør gå i dialog med både borgere, kolleger og praktikvejlederen om at løse opgaverne
- er opsat på at nå en høj faglighed og kan lide at lære nyt
- er god til at skabe tillid og respekt i samvær med andre, blandt andet fordi du er god til at lytte, anerkende andre og samarbejde
- selv kender målene med praktikken og tager ansvar for at nå dem
- er dygtig, ansvarlig og stabil, både i skole og praktik
- er røgfri i arbejdstiden
I Gladsaxe Kommune har vi en høj faglighed. Vi anerkender hinandens synspunkter og er loyale over for politiske og ledelsesmæssige beslutninger. Det er vigtigt for os, at borgeren har tillid til os – vi gør det, vi siger, og vi siger det, vi gør.
Social- og sundhedsassistentelever ansættes 37 timer pr. uge og aflønnes efter FOA’s overenskomst (FOA: Fag og Arbejde – Fagforening og A-kasse). Er du over 25 år kan du søge om voksenelevløn, hvis du kan dokumentere, at du har sammenlagt 1 års erfaring dvs. minimum 24 timer ugentligt inden for faget inden for de sidste 4 år.
Løn
Din løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med FOA.