Affald skal sorteres
Virksomheder skal sortere og behandle deres affald på en miljømæssigt forsvarlig måde og sørge for, at mest muligt genanvendes. Det gælder alt affald fra produktion, og fra 2023 gælder det også det husstandslignende affald.
I kan læse mere om, hvordan husstandslignende affald skal sorteres på Miljøstyrelsens hjemmeside. Her kan I også finde materialer såsom plakater og tjeklister, der kan hjælpe jer med at indføre korrekt sortering på jeres arbejdsplads.
Indsamling eller aflevering
Som virksomhed vælger du selv, hvordan du kommer af med dit affald. Der er tre muligheder, som kan kombineres: Kommunal indsamling (restaffald), privat indsamling (alt affald) eller genbrugsstationen (ikke mad- og restaffald). Hvis I bruger en privat affaldsindsamler, skal de være registrerede i Energistyrelsens Affaldsregister. Hvis I bruger genbrugsstationen betaler I automatisk via nummerpladescanning. Du kan læse mere om genbrugsstationerne på Vestforbrændings hjemmeside.
Gladsaxe Kommune vil i løbet af 2023 også tilbyde indsamling af mindre mængder madaffald. Læs mere om den kommunale ordning på siden Indsamling af rest- og madaffald.
I skal sørge for at have en ordning til de typer affald, som I producerer regelmæssigt. Hvis jeres virksomhed kun har meget lidt af en bestemt type affald, såsom tekstilaffald eller elektronik, kan I med fordel samle disse typer affald sammen og aflevere på genbrugsstationen.
Dit affald – dit ansvar
Som affaldsproducent er det dit ansvar, at affaldet bliver håndteret korrekt. Derfor skal du altid kunne dokumentere, hvordan dit affald bliver håndteret, hvis kommunen spørger. Uanset om du afleverer det på genbrugsstationen eller får en privat aktør til at håndtere det.
Der vil i løbet af de kommende år komme øget fokus på virksomheders affald, bl.a. gennem flere kommunale affaldstilsyn. På disse tilsyn vil kommunen undersøge, hvorvidt reglerne overholdes og vil vejlede til bedre sortering.
Reglerne for erhvervsaffald er beskrevet i Affaldsbekendtgørelsens kapitel 9 og 10 og Gladsaxe Kommunes Regulativ for Erhvervsaffald.