Landzonetilladelse til ændret anvendelse af staldbygning på Frederiksborgvej 120
By- og Miljøforvaltningen har den 15. september meddelt landzonetilladelse til at den eksisterende staldbygning på Frederiksborgvej 120, 3500 Værløse, må anvendes til at afholde diverse arrangementer, yogaundervisning og som pop-up café.
Tilladelsen er givet på betingelse af:
At der afholdes gennemsnitlig to arrangementer om måneden, svarende til maksimalt 24 arrangementer om året, i form af foredrag, fællesspisning og lignende for op til 45 deltagere.
At meditations- og yoga-undervisning for op til 15 personer foregår maksimalt tre dage om ugen, samt i forbindelse med op til otte weekendophold om året.
At parkering af køretøjer i forbindelse med disse aktiviteter foregår på arealet mellem den eksisterende bolig og staldbygningen eller på den offentlige parkeringsplads nord for Frederiksborgvej.
At anvendelsen som pop-up café kun finder sted på ejendommen i tidsrummet kl. 10.00-16.00, lørdage og søndage i perioden 1. juni til 30. september.
At de nævnte aktiviteter foregår i den eksisterende bygning, at der ikke opføres ny bebyggelse og intet nyt areal inddrages. Der må dog etableres en udvendig trappe på bygningens nordvendte gavl.
At der ikke etableres skiltning eller reklamering, hverken fritstående eller på bygninger og hegn, i forbindelse med den nye anvendelse.
At der kun må sættes lyskilder op på bygningens henholdsvis nordlige og nordvestlige facade og gavl, som vender væk fra skoven. Disse etableres som vægmonterede lamper med halvskærm eller anden lampe med nedadrettet lys og i en maksimal højde af 2,5 meter. Der må ikke etableres anden udendørs belysning, f.eks. spots, lyskæder eller lignende, i forbindelse med den nye anvendelse.
At hulheder og åbninger i staldbygningens bygningssider og tag lukkes inden den 1. oktober 2025 eller at renovering af loftsrummet foretages udenfor flagermusenes overvintringstid, det vil sige ikke i perioden fra 1. november til medio april.
Der gøres opmærksom på, at ansøger har ansvar for, at bestemmelser efter anden lovgivning er overholdt og for at indhente andre nødvendige tilladelser. Selve Afgørelsen om anvendelse i landzone kan du finde her.
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, som beskrevet i planlovens § 59, stk. 2.
Klagefristen er den 13. oktober 2025.
Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Klageportalen finder du på borger.dk og virk.dk, hvor du logger på med MitID. I søgefeltet, skal du skrive ”Klageportalen” og herefter vælge ”Selvbetjening” og ”Klag til Planklagenævnet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet”. Følg i øvrigt vejledningen i Klageportalen.
Det er en betingelse for Planklagenævnets behandling af din klage, at du indbetaler et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1800 kr. for virksomheder og organisationer. Når nævnet har modtaget klagen, sender de dig en opkrævning på gebyret. Planklagenævnet begynder først at behandle klagen, når de har modtaget gebyret.
Gebyret betales tilbage, hvis:
klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves,
du får helt eller delvis medhold i klagen, eller
klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse, eller fordi klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence.
Planklagenævnet kan desuden beslutte at tilbagebetale gebyret, hvis klageren trækker sin klage tilbage, før Planklagenævnet har truffet afgørelse i sagen. Gebyret tilbagebetales dog ikke hvis Planklagenævnet vurderer, at der er forhold, der taler imod at tilbagebetale gebyret, f.eks. hvis klagen trækkes tilbage meget sent.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Gladsaxe Kommune, byplanoglandskab@gladsaxe.dk . Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.