Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Test Erhverv test Mere end bare tøj: Gladsaxe-iværksætter brænder for fællesskab og bæredygtighed

Mere end bare tøj: Gladsaxe-iværksætter brænder for fællesskab og bæredygtighed

Et enkelt tøjstativ i Nina Hjort Jensens havestue og et brændende ønske om at gøre en forskel. Sådan startede M’once – et tøjbyttefællesskab, hvor medlemmerne kan indlevere deres tøj og bytte til nyt.

M'once

Nu har konceptet vokset sig meget større end Nina har plads til i sit hjem i Mørkhøj, og snart flytter det bæredygtige fællesskab ind i lokaler på Telefonfabrikken i Gladsaxe. Med over 60 aktive medlemmer og 120 mennesker på venteliste, er efterspørgslen nemlig vokset og vokset siden M’once – More Than Once – åbnede i 2020.

Tre former for bæredygtighed

Ninas koncept er simpelt. Som medlem kan man aflevere det tøj, man ikke bruger længere, og modtage point, som man kan bruge på andre medlemmers afleverede tøj. På den måde får man følelsen af nyt tøj og en opdateret garderobe, men uden den høje klimabelastning. Og selvom det for iværksætter Nina først og fremmest handler om klimaet, er der flere vigtige, bæredygtige aspekter ved hendes virksomhed.

”Pointen er at det, vi gør, forandrer noget. Det skal være bæredygtigt på tre måder – både, at vi skal stoppe det høje forbrug, at det økonomisk skal være muligt for alle at være med, og at vi har et fællesskab, som er hyggeligt og socialt,” fortæller hun.

Netop det, at gøre en forskel er det, der optager Nina. Gennem hendes virksomhed tager hun flere socialt ansvarlige initiativer – blandt andet da der kom ukrainske flygtninge til Danmark, som hun gav mulighed for at få gratis tøj, de selv havde valgt fra hendes hylder. Initiativer som disse er for Nina med til at skabe mening i hverdagen.

”For mig giver det livsglæde at have M’once – også selvom det betyder, at der ikke er tid til at se TV eller dyrke andre hobbyer. Jeg har også et hold af frivillige ildsjæle, der hjælper en masse med det praktiske, og så har jeg flere gange fået hjælp af Erhvervshus Hovedstaden til forskellige ting,” siger Nina, som ved siden af M’once også har et almindeligt fuldtidsarbejde.

Netværk og fællesskab

Udover hjælpen fra Erhvervshus Hovedstaden og de frivillige, er Nina også medlem af Gladsaxe Iværksætternetværk.

”Jeg får utrolig meget ud af iværksætternetværket. Det har hjulpet mig til at finde mit pitch, blive skarp i kommunikationen og finde ud af, hvordan jeg prioriterer bedst. Vi bruger hinanden, får ny viden og forbindelser, og så er det guld værd at have et sted at rette spørgsmål hen. Så jeg anbefaler også folk, jeg møder, at deltage i iværksætternetværket,” fortæller Nina.

Når man spørger ind til fremtidsudsigterne, er Nina ikke i tvivl: M’once er et fællesskab, som der er mange udover hende selv, der tror på og lægger kræfter i. Hun glæder sig til at de åbner i lokalerne på Telefonfabrikken til januar, at få de mange interesserede på ventelisten ind som medlemmer, og at se, hvordan M’once vil udvikle sig de næste år.

Er du iværksætter, soloselvstændig eller nyetableret virksomhed, og kunne du tænke dig at sparre med andre engagerede folk som Nina og få ny viden? Næste møde i Gladsaxe Iværksætternetværk er tirsdag den 21. januar kl. 16:30-19:00. Det er gratis at være med – kontakt erhvervskonsulent Kirsten Voxtrup på kivope@gladsaxe.dk ved interesse eller spørgsmål.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback