Årets Bæredygtighedsstatuette er lavet af børn
21. august 2023
Traditionen tro følger en særlig unik statuette med Bæredygtighedsprisen – ud over de 10.000 kroner.
Årets statuette er lavet i forbindelse med ReMida sommeraktiviteter. Her valgte nogle af børnene at være med til at lave statuetten til Gladsaxe Bæredygtighedspris 2023.
De fik udleveret en cirkel med teksten Bæredygtighed 2023 og nogle svaler. Ellers var der frit spil.
Det er særligt de to piger Helena og Karla, der er ide-og designudviklere på statuetten under kyndig vejledning af underviser Cirkeline.
Cirkeline fortæller dog, at det var en proces, hvor mange børn kom med input og sjove ideer, som blev prøvet af undervejs.
Statuetten er bygget af en skøn kombination af genbrugsmaterialer. Den står på en base af træ og pap. Selve figuren har et skelet af plastikrør (de plastikrør fødselsdagsflag sidder på), beklædt med blødt emballagemateriale. Den er udsmykket med aflagte CD’er klippet i små tern, skurer, knapper og en masse skrald!
Cirkeline fortæller også, at håbet var at lave noget, der var sjovt og med et tydeligt budskab. Statuetten fik langsomt sit eget liv under processen og det endelige resultat kom lidt af sig selv.
Den færdige statuette fortæller noget om, hvordan vi kan være kreative, når vi genbruger de materialer, vi har på en legende og sjov måde.
På det sidste foto ses nogle af de øvrige kreationer, der også blev lavet ved den kreative Remida-sommeraktivitet.
Vinderen af Gladsaxe Bæredygtighedspris afsløres på Gladsaxedagen 26. august 2023 kl. 20.00.
De to nominerede er:
- De frivillige ved Røde Kors Genbrugsbutik i Bagsværd
- Nina Amanda Hjort Jensen fra tøjbyttefællesskabet M’once
Læs mere om Gladsaxe Bæredygtighedspris
Læs mere om Gladsaxedagen på gladsaxe.dk/gladsaxedagen
ReMida Center Gladsaxe er et kreativt værksted, hvor kommunes børn har mulighed for at lave ting i genbrugsmaterialer.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.