UNGiverset er igen at finde på Gladsaxedagen
28. juli 2025
UNGiverset inviterer endnu en gang de unge til musik, kreativitet og viden om fritidstilbud og demokratisk fællesskab.
![]()
UNGiverset på Gladsaxedagen 2024.
De seneste år har UNGiverset dannet ramme for en række aktiviteter henvendt til de unge på Gladsaxedagen, og også i 2025 er der mulighed for at nyde musik og kreativitet – og ikke mindst høre om, hvordan de unges stemme bliver en del af Gladsaxes udvikling og politiske debat. Så sæt kryds i kalenderen 23. august kl. 13.
Musik på Ungescenen
Musikforeningen Kultivers står for at samle og organisere de bands, der skal optræde på Ungescenen mellem kl. 15 og 19. Sammen med UniG Musik sørger Kultivers for et godt program med varieret musik, og de unge lokale stjerneskud får feedback og vejledning fra UniG Musiks dygtige fagpersoner efter koncerterne.
Graffiti og VR-udfordringer
GXU – Gladsaxe 10. klasse og ungdomsskole har et meget populært graffitihold i fritidsundervisningen. To af underviserne står sammen med et par elever fra holdet klar til at hjælpe de gæster, der vil prøve kræfter med graffitimaleri på Gladsaxedagen. I UNGiverset kommer der til at være to vægge, hvor du får rig mulighed for at slippe din indre kunstner løs.
Er du mere til det teknologiske, kan du igen i år prøve kræfter med VR-aktiviteten, og også her er det GXU’s undervisere og elever, der hjælper dig med de spændende udfordringer.
Fritidstilbud og ungeindflydelse
I UNGiversets infotelt kan du høre om de mange tilbud, der tilbydes året rundt i fritidsundervisningen på GXU. Og for første gang bliver det også muligt at møde nogle af medlemmerne fra Gladsaxes nye Ungepanel, som giver de unge en stemme og mulighed for at præge debatten.
Som noget nyt i UNGiverset kan du kaste dig over en Instagram-konkurrence, hvor de gode og sjove oplevelser fra Gladsaxedagen deles som billeder og stories. Konkurrencen løber i hele UNGiversets åbningstid kl. 13-19.
Hvad er Gladsaxedagen?
Gladsaxedagen er Gladsaxes årlige fest- og kulturdag på området omkring Gladsaxe Rådhus, hvor borgmesteren præsenterer sit forslag til det kommende års budget, mens vi fejrer det lokale foreningsliv, nyder god underholdning og skaber mulighed for debat med dine lokale politikere.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.