Unge udsmykker Klatreparken Monkey House i Gladsaxe Idrætscenter
22. december 2025
Næste gang du kommer forbi Gladsaxe Idrætscenter, så gå en tur forbi Monkey House, hvor en gruppe unge har forvandlet en stor væg ud mod skaterbanen til et levende lærred.
Med pensler, ruller og miljøvenlig maling er væggen blevet fyldt med farver og energi – og de unge var med i hele processen: fra idé og skitse til det færdige kunstværk, der giver nyt liv og til området. Underviseren Jesper fra GXU koordinerede det kunstneriske arbejde med at udsmykke væggen.
Projektet er ledet af Social Balance og understøtter Gladsaxe Kommunes ønske om at fremme kreativ udfoldelse, samskabelse og medborgerskab blandt unge i et tæt samarbejde med GoMonkey, der er hovedaktør i forvandlingen af den gamle skøjtehal til Monkey House.
Monkey House tager form
Tager man skridtet ind i den gamle skøjtehal kan man se, at selve klatreparken også er ved at tage form. Ud over de mange klatremuligheder, vil der i hallen også blive etableret en café, som alle brugere af og gæster i parken får lov at benytte. Flere foreninger har også en part i projektet og huset. Gladsaxe OCR og Søborg Klatreklub arbejder således på udviklingen af indendørs faciliteter til deres sport og forening. Udenfor etableres to streetbasketbaner til brug for Gladsaxe Basketball Klub og lokale borgere. Og Gladsaxe Billard Klub, som i forvejen bor i huset, indgår sammen med de andre nævnte foreninger i en styregruppe sammen med GoMonkey, der skal lægge rammerne for et godt samarbejde mellem dem alle.
Forventningen er at Gladsaxes nye indendørs klatrepark kan åbne i foråret 2026.
Følg med i den spændende udvikling af Monkey House og se hvordan byggerierne og indretningen skrider frem på GoMonkeys hjemmeside: