Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Studerende skaber udendørs oase på Kellersvej

Studerende skaber udendørs oase på Kellersvej

Tre pædagogstuderende har udviklet et nyt udendørsområde for Gladsaxe Handicaptilbud på Kellersvej.

Fælleshaven er blevet forsynet med en nedgravet trampolin, et sansehjørne med taktile måtter og en lysende beholder med små skaller, der kan føles på. Dertil kommer en pavillon med varme og lys.

Sådan ser det nye område ud i fælleshaven på Kellersvej 19.

I det tidlige efterår gik tre pædagogstuderende fra Københavns Professionshøjskole i gang med at udvikle et nyt udendørsområde i fælleshaven på Kellersvej 19, hvor Gladsaxe Handicaptilbud har til huse. For Maria Kallio, Nynne Jørgensen og Emilie Porsmose var det en del af valgfaget ”Social innovation og entreprenørskab”, og målet var at skabe et trygt og hjemligt udendørs rum for beboerne, hvor fællesskab og trivsel kunne blomstre.

Resultatet blev en strandlignende oase med gode muligheder for afslapning, hygge og sanselighed.

Et område med muligheder

De studerende brugte tid sammen med beboerne, tog del i deres hverdag og blev klogere på deres ønsker og behov. Mange af beboerne, som bor på Kellersvej 19, har bevægelsesudfordringer eller begrænset sprog, hvilket gav anledning til en have, der kan stimulere både sanser og fysisk aktivitet.

Haven blev forsynet med en nedgravet trampolin, som man kan sidde på og mærke den gyngende bevægelse, et sansehjørne med taktile måtter og en lysende beholder med små skaller, der kan føles på. Dertil kom en pavillon med varme og lys, som gør det muligt at samles uden for – også i de kolde måneder.

Desuden blev en af de eksisterende petanquebaner nytænkt til et strandområde med liggestol, hængekøje og strandtema, som giver beboerne et sted til afslapning og nye oplevelser.

Indviet med højt humør

De studerendes ambition var, at haven vil blive et fristed med plads til afslapning og nærvær, og beboerne tog godt imod de nye faciliteter. 23. oktober blev det nye område fejret med en indvielsesfest. I dagens anledning havde Gladsaxe Handicaptilbud tilkaldt en pølsevogn, så smagssanserne også kunne stimuleres med lidt godt til ganen.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback