Rejsegilde for Gladsaxes nye genbrugsstation
16. august 2024
Byggeriet af den nye genbrugsstation har nået en vigtig milepæl. Det blev fejret torsdag 16. maj.
Senere på året kan Gladsaxes nye genbrugsstation slå portene op og danne ramme om sortering, genanvendelse, genbrug og andre bæredygtige tiltag i kommunen. Genbrugsstationen bygges omkring den fredede gravhøj ’Sneglehøj’. I forbindelse med byggeriet og de mange forberedelser har arkitekter og entreprenøren arbejdet for, at genbrugsstation skulle gøres til et smukt sted, som respekterer og iscenesætter gravhøjen. Desuden kommer en del af genbrugsstationen til at bestå af genbrugsmaterialer fra nedrevne bygninger i Gladsaxe – heriblandt det gamle friluftsbad bag Gladsaxe Svømmehal.
Nu står bygningernes skelet færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen er rejst, og det blev markeret med et rejsegilde torsdag 16. maj.
Verdensmålskommune viser vejen
Til rejsegildet lagde borgmester Trine Græse vægt på, at den nye genbrugsstation er et eksempel på, hvordan Gladsaxe Kommune ønsker at tage hånd om vores historiske fortid, samtidig med at vi løser fremtidens ressourceudfordringer.
- Som verdensmålskommune med fokus på den grønne omstilling er vi nemlig optaget af at finde gode løsninger til, hvordan vi sammen med borgerne kan sortere og genanvende vores dyrebare ressourcer bedst muligt. Sorteringen i de forskellige fraktioner starter allerede hjemme hos den enkelte borger. Og her på Turbinevej vil vi fremover i endnu højere grad understøtte den bæredygtige adfærd med endnu flere muligheder for genbrug og genanvendelse. Det er jo den eneste vej frem, og her i Gladsaxe går vi gerne forrest og viser vejen, sagde borgmesteren blandt andet i sin tale.
Her takkede hun også de mange involverede håndværkere, arkitekterne fra BBP Arkitekter og entreprenørvirksomheden CG Jensen, der har stået for totalentreprisen.
Genbrug, brugervenlighed og bæredygtighed
Næste gang, der bliver fest på matriklen mellem Motorring 3 og Bauhaus, er til efteråret, hvor genbrugsstationen skal indvies. På den nye genbrugsstation vil borgerne blive mødt af containere, som er sænket ned i en køregrav, så de kan kaste affaldet direkte ned i containerne. Og generelt bliver brugervenligheden øget, så det bliver nemmere at finde rundt og sortere sit affald korrekt.
Brugen af genbrugsmaterialer i byggeriet sikrer desuden, at genbrugsstationen har et CO2-aftryk, som er langt mindre, end det ellers ville have været. Med andre ord bliver genbrugsstationen skabt ud fra en bæredygtig tankegang, hvor man forsøger at reducere affaldsmængden så vidt muligt. I øvrigt kommer genbrugsstationen til at rumme undervisningslokaler, der kan benyttes af skoleklasser til workshops og læring om genbrug, bæredygtighed og affaldshåndtering. Det bliver en helt ny måde at øge bevidstheden om miljøet og vejen mod en grønnere fremtid for Gladsaxes yngste borgere.
Du kan læse mere om den kommende genbrugsstation på gladsaxe.dk her.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.