Pas på, før du overfører
Politiet og Ministeriet for samfundssikkerhed og beredskab advarer lige nu om en markant stigning i svindel, hvor gerningsmænd udgiver sig for at være nogen du kender.
Det er lige nu meget udbredt med svindel, hvor gerningsmænd udgiver sig for at være en bekendt eller et familiemedlem i knibe, som har brug for en overførsel af penge fra dig. Det kan fx være en sms, som tilsyneladende kommer fra dit barn, en ven eller dine forældre. Måske starter beskeden med, at personen har mistet sin telefon og derfor skriver fra et andet nummer.
Skriver nogen, som du umiddelbart kender, at de ud af det blå skal bruge hjælp til at overføre et beløb, at de skal låne penge på grund af spærret kort eller på grund af en anden knibe? Så ring til dem, før du overfører, så du kan bekræfte deres identitet. Gerningsmænd spiller på din hjælpsomhed, men husk at sikre dig, inden du hjælper.