Skip til hoved indholdet Job Job
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Nyt forløb af Forældrepiloterne

Nyt forløb af Forældrepiloterne

Onsdag 19. februar inviterer Gladsaxe til informationsmøde om tilbuddet Forældrepiloterne for forældre til børn på 3-12 år (eller til og med 5. klassetrin), som er udfordret af uro, uopmærksomhed eller impulsivitet.

Gladsaxe starter et nyt forløb af tilbuddet Forældrepiloterne, som har til formål at vejlede og give gode redskaber til at forstå dit barns udfordringer og kunne skabe gode rammer for en positiv udvikling.

Måske kender du disse udfordringer?:

  • Det er svært for dit barn at holde hænder og fødder i ro og blive på sin plads
  • Dit barn bliver let afledt og gør ofte ikke opgaver/lege færdige
  • Dit barn afbryder og har svært ved at vente på tur
  • Dit barn har et højt aktivitetsniveau og er præget af kropslig uro
  • Dit barn har svært ved at koncentrere sig i aktiviteter og leg
  • Du har ofte konflikter med dit barn

Online informationsmøde

Det kan være svært at vide, om ens barn passer i målgruppen. Derfor inviterer Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) forældre til børn i alderen 3-12 år til et online informationsmøde onsdag 19. februar 2025 kl. 17-18, hvor du kan høre om, hvordan udfordringer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet kommer til udtryk hos børn, og hvad tilbuddet Forældrepiloterne går ud på. Du skal ikke tilmelde dig informationsmødet, men blot ”hoppe på”.

Du kan deltage i mødet via Microsoft Teams her, når det starter

Inden informationsmødet anbefaler vi, at du har installeret Microsoft Teams på computer, tablet eller mobil, men du kan også deltage via din internetbrowser.

På informationsmødet vil du blive informeret om, hvordan du ansøger om en plads på et forløb. Hvis du er forhindret i at deltage i informationsmødet, men ønsker at ansøge om en plads, kan du udfylde ansøgningsformularen. Det anbefales dog, at du deltager på informationsmødet, før du ansøger om en plads på forløbet.

Du kan finde ansøgningsformularen her

Ansøgningsfrist

Din ansøgning om at deltage i et Forældrepiloterne-forløb skal være os i hænde senest søndag 23. februar 2025. I uge 9 vil du som forælder modtage et brev i din digitale postkasse, hvor du vil blive bedt om at udfylde et spørgeskema. Spørgeskemaet skal være færdigudfyldt senest søndag 19. marts 2025.

PPR vurderer herefter ansøgningerne og besvarelserne. Der kan derfor gå lidt tid, inden du modtager svar og eventuelt bliver tilbudt et forløb. Du vil få besked om konkrete datoer, tidspunkt og sted, hvis du får tilbudt en plads. Du vil også modtage besked, hvis du ikke bliver tilbudt en plads, og her vil du samtidig få en forklaring på hvorfor samt blive vejledt omkring Gladsaxe Kommunes andre relevante tilbud.

Information og vilkår

Det er gratis at deltage i Forældrepiloterne, men det er en forudsætning for at deltage, at dit barn har bopælsadresse i Gladsaxe Kommune. I skal som forældre deltage i fire workshops af 2½ times varighed fordelt over 10 uger. Disse workshops ligger torsdage kl. 8.30-11 og ledes af medarbejdere fra PPR. Hvis I er to forældre, er det godt, at begge deltager. Men man kan også deltage som enlig eller sammen med en makker. Vi forventer, at man som tilmeldt deltager på alle workshops.

Der vil være hjemmearbejde mellem hver workshop, som vi forventer, at I arbejder med, da dette drøftes og deles med de andre forældre på den efterfølgende workshop. Jeres barn deltager ikke.

Har du specifikke spørgsmål omkring Forældrepiloterne, kan du kontakte PPR-konsulent Anna Meyling Andersen på annaan@gladsaxe.dk eller PPR-psykolog Fabiola Nazir Ingemann Møller fanain@gladsaxe.dk

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback