Nye anbefalinger fra Nationalbanken
Se Nationalbankens anbefalinger til, hvordan du bedst sikrer dig, at du kan betale for dine køb, hvis betalingssystemerne ikke fungerer som normalt.
Hvad gør du, hvis du står i supermarkedet med dine varer på båndet, og alle kortterminaler melder fejl? Eller strømmen er gået i hele byen? Det er ikke en rar situation at stå i, og det sker heldigvis meget sjældent, men du kan faktisk forberede dig på sådan en situation:
Nationalbanken anbefaler, at du har flere betalingsløsninger til rådighed:
- I din husstand bør der være mindst to betalingskort fra forskellige mærker fra de mest udbredte kortmærker i Danmark, dvs. Dankort, Mastercard eller Visa. Hvis du ikke kan betale med det ene kortmærke, kan du måske betale med det andet.
- Hav et mindre kontantbeløb i mønter og små sedler, så du er forberedt på en situation, hvor du ikke kan bruge dit betalingskort. Hvor mange kontanter du skal have, afgøres af dit og din husstands behov, og hvor meget du og din husstand forventer at købe. Et pejlemærke kan være 250 kr. pr. person i husstanden.
- Anskaf dig en mobilbetalingsløsning – for eksempel MobilePay og mobilbank, der foretager betalinger baseret på kontooverførsler. Det øger din mulighed for at kunne betale, selvom betalingskortsystemerne er nede, men hvor du stadig har internet.
Læs mere om anbefalingerne på nationalbanken.dk/robustebetalinger