Juletræet har fundet vej til Gladsaxe Rådhusplads
13. november 2025
I år er det en 14 meter høj rødgran, som kommer til at sprede julestemning foran Gladsaxe Rådhus.
På en kold og klar novembermorgen blev årets juletræ rejst foran Gladsaxe Rådhus. I år er det en stor, flot rødgran fra Tokkekøb Hegn i Nordsjælland, hvor det har vokset naturligt.
Det er vores dygtige medarbejdere Michael og Poul, som hvert år sætter juletræet op. I år er træet oppe i ekstra god tid, da driftsfolkene også deltager med mange praktiske opgaver omkring kommunalvalget.
Nu står det 14 meter høje træ og venter spændt på at blive tændt 28. november kl. 17-18. Så sæt kryds i kalenderen og vær med til at fejre julens begyndelse sammen med resten af byen.