Gladsaxes borgere indleverede over 200 ton tekstiler i 2023
Indsatsen for at indsamle tekstiler til genanvendelse og direkte genbrug bærer frugt i Gladsaxe, hvor borgerne sammenlagt indleverede over 200 ton til Gladsaxes affaldsordning og til hjælpeorganisationer.
Udtjente tekstiler er ikke længere noget, man bare smider i skraldespanden. Gladsaxe henter ligesom landets øvrige kommuner tekstilaffaldet fra borgerne, som i løbet af 2023 sorterede hele 4,18 ton til genanvendelse i nye produkter. Det er endda sket fra en enkelt indsamling i parcel- og rækkehuse samt fra forsøg i etageejendomme. Fremover indsamler Gladsaxe tekstilaffaldet to gange årligt fra parcel- og rækkehusene, mens 150 containere er fordelt hos Gladsaxes etageboliger.
Bliver til isolering og hattehylder
Det indsamlede tekstilaffald får nyt liv som fx lydisolering i vores vaske- og opvaskemaskiner eller bliver til de hattehylder, som skjuler indholdet af vores bagagerum. Der er med andre ord meget konkrete produkter, som man undgår at producere helt nye materialer til, når vi indsamler tekstilaffaldet.
Direkte genbrug vejer tungt
Gladsaxe vil også gerne fremme det direkte genbrug af tekstiler, som sagtens stadig kan bruges. Derfor har kommunen etableret samarbejder med boligselskaber og hjælpeorganisationer, som har opsat containere til indsamling. I løbet af 2023 indsamlede organisationerne hele 213 ton tekstiler i form af brugbart tøj, som dermed har fået mulighed for at finde nye ejere.
Kun tørre tekstiler kan genanvendes og genbruges
Siden den landsdækkende indførsel af indsamling af tekstilaffaldet, har der været udfordringer med at udnytte det indsamlede materiale bedst muligt. Både på grund af markedssituationen for materialerne og på grund af kvaliteten af det, der bliver indsamlet. Vestforbrænding afsætter det indsamlede materiale for Gladsaxe, og der har indtil videre være en genanvendelsesprocent på mellem 72 og 80 procent.
Når man afleverer tekstil til genanvendelse og genbrug er det vigtigt, at det ikke er vådt eller kan blive vådt, så mest muligt kan genanvendes. Derfor skal det afleveres i lukkede, klare poser, som man kan løfte op i beholderne og ikke ender med at stille på jorden ved siden af. Våde og fugtige tekstiler mugner hurtigt og kan ikke genanvendes eller genbruges, men bliver sendt til forbrænding og gør derfor ikke samme gavn.
Hvis man vil af med tøj til direkte genbrug, kan man finde et kort over indsamlingscontainere i Gladsaxe på gladsaxe.dk/tekstilgenbrugkort