Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Gladsaxe indvier sit syvende svanemærkede børnehus

Gladsaxe indvier sit syvende svanemærkede børnehus

Med børnehuset Olympen markerer Gladsaxe Kommune sig endnu en gang som frontløber inden for bæredygtigt byggeri og byudvikling.

Børnehuset Olympen har allerede skabt opmærksomhed i byggebranchen. Det er det syvende svanemærkede børnehus i Gladsaxe, omgivet af grønne områder ved kommunens idrætsanlæg, og byggeriet var blandt andet med til at sikre Gladsaxe Kommune ’Bygherreprisen’ ved Building Awards 2024.

Onsdag 5. februar blev børnehuset indviet med taler, festlig stemning og vigtigst af alt: en masse glade børn.

Giver noget tilbage til byen

En af ambitionerne med Gladsaxe Kommunes arkitekturpolitik er, at nyt byggeri skal give noget tilbage til byen, og Olympen er ingen undtagelse. Det nye børnehus og den tilhørende legeplads er bygget ved siden af Gladsaxe Svømmehal, som med sin caféhave og friluftsbad er et populært sted for borgere i alle aldre. Olympens tag fungerer desuden som en sti med udsigt. Stien forbinder området og giver bedre oplevelser for løbere, mountainbikere, hundeluftere og andre, som bruger området aktivt.

Børnehuset er svanemærket, hvilket betyder, at bæredygtighed, miljøhensyn og et sundt indeklima har været i fokus gennem hele byggeriet og i valget af materialer. Det bidrager også til, at energiforbruget er betydeligt lavere end i traditionelle børnehuse.

- Olympen er endnu et fantastisk eksempel på, hvordan alting bare bliver meget bedre, når vi skaber tingene sammen – også selvom vejen derhen undertiden kan være både lang og udfordrende, sagde borgmester Trine Græse blandt andet i sin tale og takkede alle, der har været en del af børnehusets tilblivelse.

Moderne børnehus med idrætsprofil

Olympen er inddelt i rolige og mere aktive zoner. Grupperummene mod syd har udsigt til de lokale boldbaner og en terrasse til stille aktiviteter. Mod nord er der garderober, lederkontor, lokale fællesrum og et stort fællesrum ved køkkenet, som vender ud mod legepladsen. Olympen bygger på princippet "det lille i det store". Hver børnegruppe har egen udgang til det fri og deler et fællesrum med en anden gruppe. Det giver mulighed for fordybelse, fællesskab og bevægelse.

Placeringen af børnehuset er ikke en tilfældighed. For med sin idrætsprofil kommer Olympen til at have et tæt samarbejde med de nærliggende idrætsanlæg.

Nordens første verdensmålskommune

Gladsaxe var den første kommune i Norden, der indarbejdede FN’s verdensmål i sin kommunestrategi og dermed hele sin måde at arbejde på. Da Gladsaxe vandt ‘Bygherreprisen’ ved Building Awards 2024, lød begrundelsen blandt andet: ”Generelt står kommunen for at integrere bæredygtighed i alle sine projekter – fra børneinstitutioner til idrætsfaciliteter og genbrugsstationer.” Tidligere har Gladsaxe også modtaget ‘Bæredygtighedsprisen’ ved Building Awards for byggeriet af det svanemærkede børnehus Svanen.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback