Gladsaxe fremmer bæredygtighed og diversitet med DBU
Gladsaxe Kommune og DBU indgår nyt samarbejde om bæredygtige kunstgræsbaner og styrkelse af kvindefodbold.
EU har i efteråret 2023 vedtaget et forbud mod gummigranulat i kunstgræsbaner. Forbuddet skal indfases over otte år, og Gladsaxe er i fuld gang med at finde frem til det bedste alternativ. I den forbindelse har kommunen indgået en ambitiøs samarbejdsaftale med Dansk Boldspil-Union (DBU). Med aftalen kommer Gladsaxe til at indgå i et test- og udviklingsprogram, som skal hjælpe kommunen med at vælge de bedste og mest bæredygtige kunstgræsbaner.
Desuden har Gladsaxe sagt ja til at deltage i DBU-projektet Get Movin’, der skal øge inddragelsen af piger og kvinder i de lokale fodboldklubber.
Grønt kunstgræs i fokus
De næste tre år skal Gladsaxe og en række andre kommuner teste nye kunstgræsbaner og finde ud af, hvordan man kombinerer bæredygtighed og brugervenlighed. Det er nemlig vigtigt, at banerne både er miljøvenlige og gode at spille på. Det betyder, at de lokale fodboldklubber får en central rolle i testprogrammet.
Den indsamlede viden vil hjælpe Gladsaxe Kommune til at vælge baner, der både lever op til miljøkrav og sportslige behov. Det kommer bl.a. til at få betydning for kunstgræsbanerne på Bagsværd Stadion og Gladsaxe Idrætscenter, hvor klubberne oplever, at banerne bliver hårde og glatte i regnvejr.
De første delresultater fra samarbejdet med DBU tages i brug allerede i marts 2025, når Fritids- og Idrætsudvalget skal beslutte, hvad der skal ske med de eksisterende baner. I mellemtiden arbejder Gladsaxe Kommune med tiltag, som skal gøre banerne bedre og mere anvendelige. På den måde får klubberne de bedst mulige betingelser for at gennemføre deres træning, indtil der skal lægges nyt kunstgræs.
Styrkelse af pige- og kvindefodbold
Samarbejdsaftalen med DBU indebærer også, at Gladsaxe deltager i projektet Get Movin', som har til formål at skabe ligestilling mellem kønnene i fodbold og øge spilleglæden for piger og kvinder. Projektet skaber nye muligheder for træneruddannelse, dommeruddannelse og lokale initiativer, der involverer både skoler og SFO’er. To af Gladsaxes fodboldklubber er allerede en del af i Get Movin’, og der er bred opbakning fra de andre klubber.
Det var et enigt Fritids- og Idrætsudvalg, som valgte at tiltræde aftalen med DBU.