Fornyelsen af Søborg Hovedgade er indstillet til arkitekturpris
Den fornyede strækning af Søborg Hovedgade er et af 23 værker, som er indstillet til Arkitektforeningen i Københavns pris Årets Arne 2025.
Efter nogle seje træk med anlægsarbejde og trafikomlægninger, fremstår den fornyede strækning af Søborg Hovedgade i dag som en grønnere, mere indbydende og levende handelsgade. Resultatet af arbejdet er nu indstillet til Årets Arne 2025, som gives til opførte værker, der har løftet arkitekturen i Arkitektforeningen Københavns geografiske område i det forgangne år.
I indstillingen fremhæves de bredere cykelstier, grønne opholdszoner og pergolaer med klatreplanter, som skaber en levende og attraktiv handelsgade, som inviterer til ophold. Samtidig peges der på inspirationen fra de nærliggende villahaver i beplantningen, mens den reducerede og langsommere kørende biltrafik gør det tryggere og lettere at tilvælge cyklen frem for bilen.
Bæredygtig strategi for byen
Projektet er forankret i Gladsaxestrategien, som indarbejder FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling i hele Gladsaxe Kommunes måde at arbejde på. Med strategien vil Gladsaxe Byråd blandt andet videreudvikle Gladsaxe som en levende grøn by, der er god at bo, leve og arbejde i, ligesom en af målsætningerne er at skabe en bæredygtig erhvervsby.
Medlemmer af Arkitektforeningen København kan frem til 4. december 2024 stemme på de indstillede værker. Herefter offentliggøres de fem mest populære nominerede værker, inden juryen besøger dem, forud for deres beslutning om årets prismodtager.
Se alle de indstillede værker på Arkitektforeningens hjemmeside her